– en artikel om stress, kvinder og personlige refleksioner
Da jeg skulle skrive denne artikel om stress, kvinder og mit faglige perspektiv på stressdiskurserne, tænkte jeg indledningsvist på to ting.
For det første på Hartmut Rosas teori om accelerationssamfundet, som i høj grad præger vores samtid.
Rosa beskriver, hvordan hastigheden i samfundet konstant stiger på tre niveauer:
⦁ Teknisk acceleration – hurtigere kommunikation, produktion og transport.
⦁ Social forandring – vores normer, relationer og livsstil ændrer sig med stigende tempo.
⦁ Livstempoet generelt – vi forsøger som mennesker at nå mere på kortere tid.
Den anden, mere praksisnære tanke, der meldte sig, var, at rigtig mange af mine veninder på et tidspunkt har været tæt på at snuse til stress. Stress er kommet for at blive, og både danske og internationale undersøgelser viser, at kvinder er i større risiko for at udvikle stress end mænd. Alligevel reagerer vi ofte først, når vi er helt ude ved bristepunktet.
Jeg har tit undret mig over hvorfor. Er det et udtryk for biologisk, kønnet sensitivitet – eller er der noget andet, der spiller ind?
Historisk perspektiv: hysteri og mental load
Kvinders reaktioner på stress og trauma har historisk været misforstået.
I århundreder blev kvinder kaldt “hysteriske” – et begreb med afsæt i Freuds skrift: ” Zur Ätiologie der Hysterie“ 1896 – der dækker overfor responser som træthed, angst og følelsesmæssige udbrud.
Hysteri blev tolket som et moralsk eller biologisk problem; frem for et signal om belastning. Hvis vi går dybere ind i Freuds arbejde, så er hysteridiagnosen baseret på talrige kvinders responser på overgreb, psykisk og fysisk vold med mere.
Da Freud ikke fik den anerkendelse som han forventede for sit studie i kvinders responser, forkastede han egen teori og tog den indstilling, at kvinderne måtte have løjet, og historierne derfor usande.
Når vi efterlader kvinder og mennesker i deres traumes isolation, så øger vi skammen og forkerthed.
I dag har vi begrebet mental load, men også det kan misrepræsentere kvinder, hvis det forstås som individuel svaghed frem for et socialt og kulturelt mønster.
Både hysteri og mental load viser, hvordan kvinders oplevelser eller responser af stress ofte reduceres til noget, der “skal håndteres” frem for forstås.
Responser på ubehag er vigtige signaler, der kan hjælpe os med at sætte grænser, fjerne os fra ubehaget og gøre noget andet. Det kræver en åbenhed for, hvad responser ønsker at gå i dialog med os omkring.
Responser på stress er ofte startet meget tidligere end dér, hvor stresskollapset kommer. Da vi i vores samfund ofte kan være passive eller angst for følelser, så er det svært dels at stå ved responser og i lige så høj grad forstå dem.
Når kroppen siger fra… men vi hører det ikke.
De kvinder, der kommer i min klinik med stressrelaterede symptomer, har ofte det til fælles, at de overser små, men afgørende signaler, længe før de første lette stressreaktioner udvikler sig til et egentlig sammenbrud.
En vigtig årsag til, at vi – både mænd og kvinder – overser kroppens signaler, er dels hjerneudmattelse, dels manglende kontakt til kroppen.
Når tankerne tager over, mister vi evnen til at mærke, at noget er galt.
Tre typiske faresignaler går igen:
⦁ Tab af glæde. Det, der tidligere gav lyst og mening, mister gradvist betydning. Pligter og ansvar overtager pladsen, og spontanitet og glæde fortrænges.
⦁ Kroppens advarsler. Spændinger i skuldre, nakke eller mave, uro, hjertebanken eller søvnbesvær bliver accepteret som normalt, selvom de er klare faresignaler. Nogle udvikler angst, depression eller nervesmerter – alt sammen kroppens måde at råbe på hjælp.
⦁ Perfektionisme og selvkritik. Den indre stemme, der får os til at tilsidesætte egne behov for at præstere eller tilfredsstille andre, udmatter langsomt både krop og sind.
Det konstante krav om at gøre det lidt bedre, lidt mere perfekt, dræner energien og tærer på selvværdet.
Et tydeligt eksempel ses hos mange unge. De står midt i et liv, hvor kravene er massive: uddannelse, høje karakterer, et aktivt socialt liv – og ofte et studiejob oveni. Tempoet bliver for højt, og kroppen får ingen plads.
Når de endelig mærker, at kroppen føles tung eller syg, tror mange, at det er influenza, ikke udmattelse. Stressen går dermed ubemærket hen, indtil kroppen til sidst siger fra.
Mange har lært deres arbejdsadfærd i familien – den første “organisation”, vi indgår i. Her formes vores forhold til præstation, ansvar og pauser. Hvis vi vokser op i en kultur, hvor man altid yder lidt mere, og hvor hvile opfattes som dovenskab, bliver det svært som voksen at mærke, hvornår nok er nok.
Det samme mønster ses i familielivet. Planlægning af børns skemaer, måltider og arbejdstider sker ofte på autopilot – alt skal gå op, og der er sjældent tid til at mærke, hvad det koster.
Når hverdagens drift fylder mere end vores mulighed for restitution, og vi kun føler os i balance i weekender eller ferier, mister vi gradvist lysten, glæden og overskuddet.
Kroppen forsøger at gøre os opmærksomme på det – men stressens sprog er ubehag, og derfor overhører vi det ofte, indtil det er for sent.
Kroppen som guide
Når vi bærer for mange mentale byrder, mister vi ofte forbindelsen til kroppen. Vores evne til interoception – det vil sige at registrere og forstå kroppens indre signaler som sult, spænding eller træthed – bliver forstyrret.
Forskning, blandt andet af Bessel van der Kolk, viser, at langvarig stress kan svække denne evne markant.
Som terapeut arbejder jeg derfor aktivt med kroppen som indgang til heling. Én metode, jeg ofte anvender, er TOY – Traumeorienteret Yoga, som jeg kombinerer med samtaleterapi i stressforløb. En anden metode er NADA-øreakupunktur, der understøtter ro og nærvær gennem regulering af nervesystemet.
Hjerne og krop får en pause, så de igen kan samarbejde.
TOY handler grundlæggende om at træne sansning, valg og tilstedeværelse i nuet. Under øvelserne inviteres klienten til at mærke efter: Vil jeg gå ind i denne bevægelse – eller har jeg brug for en pause? Føles dette stræk rart, eller er det nok nu? På den måde trænes kroppen til igen at blive en pålidelig guide.
Den traumeorienteret tilgang bygger på forståelsen af, at kroppen skal genlære rytme og regulering efter perioder med stress eller overbelastning. Traumer og kronisk stress forstyrrer kroppens naturlige rytmer – både fysiologisk (åndedræt, puls, søvn) og følelsesmæssigt (evnen til at bevæge sig mellem aktivering og ro).
Gennem TOY arbejdes der med at genskabe denne rytme gennem gentagelse, bevidst åndedræt og blide bevægelser, som understøtter nervesystemets egen reguleringskapacitet.
At være i nuet bliver her en kropslig erfaring snarere end en mental øvelse.
Ved at mærke åndedrættet, kontakten til underlaget eller bevægelsens tempo lærer klienten at forankre sig i øjeblikket – det sted, hvor kroppen kan begynde at føle sig tryg igen.
TOY understøtter også udviklingen af effektive handlinger – små, kropslige beslutninger, der genskaber oplevelsen af handlekraft. Når klienten vælger om og hvordan en bevægelse udføres, styrkes følelsen af selvbestemmelse.
Denne oplevelse af valg er central i traumeheling, fordi den modvirker den afmagt, som stress og traumer ofte medfører.
Et centralt princip i TOY er Ahimsa, som betyder ikke at gøre skade. Det princip er dobbeltrettet. Som terapeut er min hensigt naturligvis at støtte uden at skabe nyt ubehag.
Men Ahimsa gælder også klienten selv: at møde sin krop med nænsomhed. Efter perioder med stress kan kroppen føles skrøbelig eller fremmed, og her er TOY en blid og kærlig vej tilbage til tillid og egenomsorg.
Træning i kropsbevidsthed – gennem TOY, åndedrætsøvelser eller terapi – kan gradvist genetablere kontakten til kroppen.
Som Anette Holmgren formulerer det: Kroppen husker, men den tænker ikke. Den minder os om, hvor vi tidligere har følt uro, men den kan også skabe nye, trygge erfaringer.
Det giver håb – og styrker evnen til at mærke, respektere og handle ud fra sig selv.
Når kontakten til kroppen genoprettes, opstår et nyt fundament for styrke, ro og selvomsorg.
Det kræver handling – men ikke hurtige eller præstationsprægede handlinger.
Det kræver nærvær, rytme og små bevidste valg, der gradvist bringer kroppen tilbage i balance
Terapeutiske efterefleksioner.
Ved stresskollaps starter jeg ofte med NADA-behandling.
Kroppen har først brug for ro, før den kan arbejde.
Derefter har jeg erfaret, at kombinationen af kropsbevidsthed, interoception og konkrete handlinger skaber handlekraft.
Stress bliver dermed ikke længere noget, man skal udholde, men et signal, man kan reagere på.
Her bliver Hartmut Rosas begreb om resonans relevant. Rosa beskriver, hvordan det moderne menneske i accelerationssamfundet mister forbindelsen til verden, når tempoet konstant øges.
Vi reagerer frem for at svare, vi præsterer frem for at mærke. Gennem kroppen – gennem rytme, åndedræt og sansning – kan vi genetablere denne resonans.
Når vi begynder at lytte til kroppens signaler, opstår et ægte gensvar mellem krop, sind og omverden.
At lytte til kroppen er derfor ikke kun selvomsorg – det er også en stille bevægelse væk fra det tempo, der kræver konstant acceleration og præstation.
Når vi vender os mod kroppen med venlighed, begynder vi at genskabe den resonans, som Hartmut Rosa beskriver – en levende forbundethed mellem os selv, andre og verden.
Når vi tillader os at mærke, sætte tempoet ned og vælge med omtanke, opstår en rytme, hvor krop og sind igen kan samarbejde.
Det er her, kærlighed og værdighed begynder – i de små, bevidste øjeblikke, hvor vi handler ud fra omsorg i stedet for krav.
At mærke kroppen er dermed også at vende hjem til sig selv. I det rum kan nye former for styrke, nærvær og værdighed vokse – til os selv, til hinanden og til livet, som det leves lige nu.
Skriv et svar