Jeg husker tydeligt min første seksualundervisning. Jeg var 12 år gammel. Sad der midt i klassen – som en af de piger, der først havde fundet BH’en, g-strengen og tamponer frem. Af eller anden grund er det særligt duften i lokalet, jeg erindrer tilbage til.
Det var en kontrastfyldt blanding af varme kamuflerede fnis og billige teenage deodoranter kombineret med duften af det ældre træ fra lokalets landkort og måske også en duft fra den ældre konservative lærer, vi havde. Vores lærer hed Jens. Han underviste også i sløjd og geografi – hvilket giver fin, næsten ironisk mening i dag. Jeg kan stadig ikke skelne Alperne fra Hohen Tauern, ej heller samle et IKEA-skab og i mange år vidste jeg heller ikke, hvor mit eget begær boede. Med andre ord: Jens var ikke ligefrem en seksuel GPS.
Men jeg er ikke vred på Jens. Det hér er ikke et vredt brev til en ældre mand, der gjorde sit bedste med grønne umodne bananer, kondomer fra Netto og et par knækkede tavlekridt.
Det er bare; Nu sidder jeg her, tyve år senere, på en travl café med en sort kop kaffe i den ene hånd, en blyant i min venstre, imens jeg ser unge kvinder passere på gaden udenfor, og jeg kan ikke lade være med at tænke: Hvorfor lærte vi at passe på kønssygdomme – før vi lærte om begæret og lysten, der kan føre dem med sig?
Var det Jens? Var det undervisningsplanerne? Eller var det os allesammen, der lod som om, at kvinders lyst var noget, der tilhørte det andet køn?
Det kan være fristende at placere skylden ét sted. Men det er ikke dét, som det skal handle om. Den handler tværtimod om et ansvar. Et ansvar for os selv, og for de kvinder, som kommer efter os. For det er jo ikke fordi, vi som kvinder mangler evnen til nydelse – vi er faktisk nærmest bygget til det.
Kvindernes nydelseslæringsrejse
Det, jeg ikke lærte dengang, men har lært siden, er, at klitoris ikke bare er en lille halvskjult ært. Klitoris er en hel konstruktion. Et smukt og nydelsesrigt kompleks. Den smukke glinsende ært er bare toppen af isbjerget. Under overfladen gemmer der sig svulmelegemer, skaft, dine sansende bulbi – et helt system, der folder sig perfekt rundt om din skede, som et Y formet af lyst og nydelse. Vi taler altså op til 11 cm klitoris med over 8.000 nerveender. Det gør den til det mest sensitive sted på kroppen. Mere end en penis. Mere end nogen anden zone. Det meste er dog ikke synligt. Men det hele er skabt til én ting. Nydelse.
Alligevel er der kvinder, der aldrig har fået det at vide. Kvinder, der aldrig har set deres klitoris. Kvinder, der aldrig er blevet rørt – ikke rigtigt. Og det er måske også derfor, at det ikke er voldsomt overraskende, at kvinder stadig halter bagefter i orgasme-statistikkerne. I heteroseksuelle relationer når omkring 95 % af mænd altid klimaks – mens kun cirka 65 % af kvinderne gør. Og hvis vi kun ser på one-night-stands, falder kvindens tal endnu længere ned og skaber et endnu større orgasmekløft.
I modsætning hertil topper lesbiske kvinder med en orgasmefrekvens tæt på mændenes. Jeg tør godt gætte på hvorfor. Når to kvinder er sammen, får klitoris mere opmærksomhed. Men også det faktum at en kvindelig erektion er 20 minutter om at få fuld effekt, hvorimod mænd kan få fuld rejsning på 60 sekunder.
Det betyder altså, at der er 19 minutters forskel på fuld erigering imellem de to køn.
Man kan her også falde til både forklaringer om mænds evne til at holde deres egen klimaks hen, manglende forspil eller igen bare det faktum – at ingen nogensinde fortalte os kvinder, at også vi oplever rejsninger og erigering.
Og netop det er pointen med at fortælle dig om Sløjdlæreren Jens, klitorissens biologi og lidt kedelige statistikker. Kvinders nydelse er ikke svær. Den er bare overset.
Det vi ikke tør tale om
Derfor starter samtalen her; med at vi skal turde tale om det faktum, at omkring 10 % af kvinder slet ikke har haft orgasme det seneste år. Nogle aldrig. Og jeg ved, at der kan være mange grunde til, at orgasmelandet kan være ramt af tørke eller stilstand. Men jeg tror, at en stor del handler om vores tidlige møde med seksualiteten. Uanset om det var de unuancerede teenage-samtaler, de pinlige introduktioner fra vores forældre eller den seksualundervisning, der handlede mere om kondomer og tamponer end om lyst og anatomi.
Så nej, denne klumme handler ikke om vrede. Den handler om oplysning. Om at begynde at tale om det, vi ikke lærte. Og lære det videre. Til vores døtre. Til vores sønner. Til os selv.
Nu har vi lavet en turbo-introduktion, og vi har nu mere styr på anatomien – og lad os bare sige, at vi er godt udstyret. Klitoris er ikke nogen lille prik i dit skønne kropslandskab, men nærmere et helt kontinent af nydelse, og det eneste organ i menneskekroppen, der kun har ét eneste formål: vellyst. Et komplekst, følsomt og vidunderligt undervurderet mesterværk, der strækker sig op mod 11 cm og er spækket med over 8.000 nerveender. Altså, hvorfor var det ikke det første, de sagde til os i skolens seksualundervisning?
Men nydelse er mere end anatomi. Det er kemi. Det er biologi. Det er poesi. Når vi når klimaks, og også bare har sund intim kontakt, frigiver kroppen oxytocin, dopamin og endorfiner. Det er naturens egen lykke-cocktail. Den får os til at sove bedre. Leve længere. Elske mere. Og måske vigtigst: føle os hjemme i os selv. For der er noget magisk ved at føle sig begæret – ikke bare af en partner, men af sig selv. Det rykker. Det rodfæster. Det heler.
Størstedelen af os ejer heller ikke et nuanceret sprog for seksuel trivsel og nydelse. Og jeg tror, de to køn er begrænset af forskellige udfordringer. Kvinder af skam. Mænd af manglende kommunikationsevne. Vi taler ikke om det. Og det, vi ikke taler om, mister vi forbindelsen til. For som Kierkegaard skrev: “Vi kan nemt komme til at leve som flygtige væsner, hvis største talent er at lade som ingenting.”
Vi skal finde forståelsen for kvindens gaver
Så nej, seksuel trivsel er ikke ekstra flødeskum på livets lagkage. Det er lagkagen. Det er sundhed. Det er liv. Det handler ikke om, hvor tit vi har sex, eller om det foregår i lyset, i mørket, alene eller med nogen. Det handler om, hvorvidt vi tør give os selv adgang til nydelsen. Ikke som et ægteskabeligt projekt eller endnu en opgave på din alt for lange to-do-liste. Men som en del af det at være menneske. Kvinde. Mærkende. Sansende.
Projekt SEXUS har lavet den største seksuelle undersøgelse nogensinde – og så er det endda lavet i Danmark (highfive til os). Og den er både oplysende og foruroligende. 88 % af mænd og 73 % af kvinder ønsker et godt sexliv. Alligevel taler kun 20 % af os med en sundhedsprofessionel om seksualitet – og i 3 ud af 4 tilfælde er det patienten selv, der bringer emnet op. Samtidig viser analyser fra Dansk Sygeplejeråd, at 55 % af sygeplejersker synes, det er svært at tale om seksualitet, og at over halvdelen oplever, at emnet er tabu – både blandt patienter og personale. Det er meget foruroligende tal, synes jeg. Hvis vi ikke engang kan snakke med vores fagpersonale om seksuel trivsel – så er det virkelig på tide at vi socialt, politisk og personligt sætter ind.
Vi skal være dem, der siger det højt: At nydelse er en kvinderet, ikke en luksus.
At orgasmer ikke er en bonus for de få, men en mulighed for de fleste.
At kvindekroppen ikke er noget, der skal dæmpes – men noget, der skal forstås.
At klitoris ikke er en gåde. Den er en gave.
Find modet til at tage de første skridt i din seksuelle kropsforståelse
Men hvordan kommer vi så videre herfra? Hvordan skaber vi det sprog, vi ikke selv fik med os? Først og fremmest må vi erkende, at viden er en muskel – og at det aldrig er for sent at begynde at træne. At blive dus med sit eget begær kræver ikke en manual, men mod. Mod til at spørge. Undre sig. Mærke efter. Slippe noget kontrol.
Det kan være i det små: At finde spejlet frem. At røre ved sig selv med nysgerrighed fremfor nødvendighed. At lade begæret være leg, ikke pligt. At turde sige højt, hvad man kan lide – og ikke lide. Ikke som noget dramatisk, men som noget basalt. Vi skal turde lære sætninger som: “Jeg tror, jeg har brug for…” “Det føles dejligt, når du…” “Jeg bliver tryg, når…” – og sætte dem sammen med kroppen, med lysten, med sårbarheden.
Og det starter måske med os. Voksne kvinder, der tør stille os selv spørgsmålene: Har jeg egentlig lyst? Hvad tænder mig – ikke kun følelsesmæssigt, men også fysisk? Hvornår føler jeg mig fri i min krop? Og hvornår føler jeg mig fanget?
For kropsforståelse er ikke kun noget, børn skal lære. Det er et livslangt sprog, der skal opdateres, plejes og omskrives. Især når kroppen ændrer sig, som den gør gennem livets kvindelige faser: Graviditet. Menstruation. Overgangsalder. Sorg. Stress. Kærlighed. Ensomhed.
Vi skal tale med vores døtre om kroppen som hjem – ikke som distanceret projekt. Vi skal tale med vores sønner om begær med respekt og nysgerrighed. Vi skal tale med hinanden. Med lægerne. Med lærerne. Med os selv.
Vi skal gøre plads til det nysgerrige sprog. Til poesien. Til metaforerne. Til det, der ikke altid er klinisk. Det er okay at tale om lyst som varme, som bølger, som en dans. Det er okay at finde inspiration i litteratur og kunst. At citere Suzanne Brøgger og sige, at kroppen er sjælens dagbog. Eller at tænke som Liv Strömquist og bruge humor som en hammer mod skam. Jo flere ord vi har, jo mindre tomhed bliver der mellem os.
For stilheden er ikke neutral. Den er aktiv. Og vi ender med at blive eksempler på Kirkegaards anekdote, hvor vi nemt kan komme til at leve som flygtige væsner, hvis største talent er at lade som ingenting. For når vi ikke taler om krop og lyst, så taler vi heller ikke om grænser, skam, smerte og frihed. Og måske ser vi også resultaterne heraf i dalende børnetal, stigende mistrivsel og følelsen af fremmedhed i vores egne kroppe.
Vi lærte det ikke dengang. Men vi kan lære det nu. Og vi kan lære det videre.
For selvom Jens ikke kunne finde sproget om G-punktet hverken med en passer og et kompas – så kan vi godt finde vej. Til kroppen. Til begæret. Til det sted i os, hvor nydelsen bor – og hvor vi endelig giver den lov til at blive.
Vores kollektive ansvar
Det her handler ikke kun om individuelle kvinders rejser tilbage til deres egne kroppe. Det handler om et samfundsmæssigt ansvar. For viden om kvindekroppen – om seksualitet, trivsel og lyst – er ikke bare noget, der bør være tilgængeligt for dem, der aktivt søger det. Det bør være folkeeje. En del af vores kollektive dannelse. På samme måde som mandens seksualitet altid har været.
Vi har som samfund et ansvar for at normalisere samtalen om nydelse. Ikke i form af clickbait, porno eller produktanmeldelser. Men som samtaler, vi tør tage med vores unge. Vores børn. Vores sundhedsprofessionelle. Vores undervisere. Os selv.
Vi har et ansvar for, at det næste hold 12-årige, der træder ind i et klasselokale med emnet “kroppen”, ikke lærer om seksuelt samvær som noget, man skal undgå eller overleve – men som noget, man skal forstå og navigere i.
Vi har et ansvar for at skabe plads til både lyst og grænser. For at anerkende, at nydelse og samtykke er to sider af samme mønt. At ingen seksualundervisning er fuldendt uden begge.
Vi har et ansvar for at stille krav til undervisningsmateriale og læreplaner, der tør gå længere end svampeinfektioner, kondompåføring og kønssygdomme. Og vi har et ansvar for at vise vores børn, at kroppen ikke er en kilde til skam, men en mulighed for nysgerrighed og stolthed. Og at den seksuelle trivsel, er et trivselsområde, vi skal tage ansvar for hele livet.
Der er noget særligt ved det kollektive ansvar. For når vi tør stå sammen om det, vi tidligere har tiet ihjel, så forandrer vi ikke bare vores egne historier – vi ændrer selve manuskriptet for de næste generationer. Og det er netop det, der er vores mulighed – og vores pligt.
For vi kan godt være den generation, der lærte noget nyt. Ikke fordi vi fik det fortalt – men fordi vi valgte at lytte. Til kroppen. Til lysten. Til hinanden.
Skriv et svar