Egentlig var det hendes egen skyld. Hun burde have vidst, at resten af hendes liv ikke ville følge reglerne for de mange romantiske komedier, hun slugte på bøger og film. Men hvordan skulle hun forvente andet, når ens mor nærmest stopfodrede dig med det, så snart du kunne læse?
Nora stønnede endnu engang, da Ida og Julius bumpede ind i hende, idet togkupeen svingede og satte farten op. Ikke at de to ænsede Nora synderligt meget, så ihærdigt var de i færd med at inspicere hinandens mandler med deres tunger. Nora forsøgte at ignorere sin bedste veninde, der havde glemt, at der var andre mennesker i togkupeen udover hende selv og Julius.
Hvis bare det var så vel, tænkte Nora.
Hun lukkede øjnene og ignorerede de øjne, hun vidste, var rettet mod hende fra den anden side af gangen mellem sæderne. Hvis hun bare kiggede ud af vinduet, og ikke blev køresyg, kunne hun sagtens ignorere ham den næste halvanden time.
Det gav hende tid nok til at regne ud, hvordan hun skulle undgå Theodore den kommende uge.
Med et dybt suk hvilede Nora panden mod vinduet og mærkede togets rumlen gennem panden og ned langs rygraden, mens Jyllands natur susede forbi. Idas albue maste sig ind i siden på hende, og Nora lukkede øjnene for de våde lyde, der pludselig steg i volumen ved siden af hende.
”Helt ærligt,” brummede Theodores hæse stemme irriteret, og Nora var taknemmelig for, at det ikke havde været hende, der afbrød Ida og Julius i deres mundtlige eksamen. ”Der er andre på toget, kunne I måske…” Nora blinkede det ene øje åbent. Theodore gestikulerede mellem Ida og Julius med en mærkelig grimasse. ”…sætte låg på det her, indtil vi i det mindste ikke har så mange publikummer.”
Julius og Ida grinte smørret til hinanden. Julius kyssede Ida en sidste gang, inden han lænede sig tilbage ved siden af Theodore og lod midtergangen være ledig for andre passagerer.
”Fair nok,” sagde han, men gav alligevel ikke slip på Idas hånd, der hurtigt fandt frem til midtergangen. Endnu et suk undslap Nora da hun lænede sig væk fra sin bedste veninde (noget hun uden tvivl ville blive nødt til at minde sig selv om flere gange i løbet af den næste uge), og tænkte videre på sin plan.
Desværre blev den plan smidt rimelig meget i vandet, da de senere på dagen ankom til sommerhuset.
Da de havde booket det for snart et halvt år siden, havde det været perfekt. Udsigten til stranden og afstanden derned var tillokkende og ikke mindst smuk med de mange rosenbuske langs den lille sti, der gik gennem hele haven. Træterrassen strakte sig om hele huset og havde flere indbydende siddepladser, der var i læ for vind, men ikke for solen, som dog ikke havde vist sig endnu. Indvendigt var det også idyllisk og romantisk, lige præcis den æstetik Ida og Nora havde været på udkig efter, da de skulle booke en sommerferie med deres kærester.
Nu var problemet bare, at mens Ida og Julius stadig var alt for meget forelsket, så var det lidt noget andet for Nora og Theodore.
”Jeg, øh,” Theodore rømmede sig, efter Ida og Julius havde valgt soveværelset med den største dobbeltseng. Han satte sin kuffert fra sig, kløede sig i nakken, så det mørke hår strittede mere end normalt, helt uden at se på Nora. ”Jeg skal nok sove på sofaen, tag du bare sengen.”
Nora bed læberne sammen. Hun blev enig med sig selv, at det var bedst at sige så lidt som muligt. I stedet nikkede hun, tog fat i sin kuffert og rullede den ind på værelset og lukkede døren bag sig.
Det skulle nok blive en vildt fantastisk uge.
Nora stirrede på den store dobbeltseng, som stadig var den mindste af de to, der var i sommerhuset. Den var større end hendes egen seng derhjemme, og der var rigelig plads til to. Men Nora havde ikke planer om at dele.
Hun ignorerede de små lyde, hun genkendte fra Theodore på den anden side af døren, og forsøgte i stedet at pakke sine ting ud.
Hvis det var muligt at få deres penge tilbage, havde de gjort det. Men nu var de her. Ifølge Ida skulle de bare få det bedste ud af det. Der var ingen grund til, at Nora og Theodore ikke kunne tilbringe en uge sammen i et sommerhus langt væk fra alt og alle – med undtagelse af Ida og Julius.
Og så den undtagelse som ingen havde lyst til at italesætte.
Nora sukkede igen. Måske var hun ved at blive melankolsk bare ved tanken om at skulle tilbringe den næste uge her. Hun tillod sig selv endnu et suk, før hun besluttede sig for at få det bedste ud af det. Værelset var fint nok, der skulle bare betræk på, når hun havde pakket sine ting ud, og badeværelset på den anden side af den lille gang så helt fint ud. Hun havde lagt mærke til de små sæber, det føltes næsten lige som at være på et hotel.
”Der er en gæstebog.” Idas skingre iver skar tydeligt gennem væggene. Nora redte sin seng færdig, før hun vendte tilbage til den store stue, som også udgjorde køkken og i det hele taget et stort fællesrum. I hjørnet på den store sofa, der vendte perfekt til både det overraskende store tv i hjørnet og udsigten til stranden, sad Ida i skrædderstilling med en bog i skødet.
”Nora, kom og se.” Ida viftede med bogen. På forsiden stod der Gæstebog med snørklede bogstaver. Ida bladrede ivrigt til næste side, da Nora satte sig ved siden af hende. ”Den går helt tilbage til 2000. Det er lidt vildt,” fortalte Ida med et stort smil. Det kom altid bag på Nora, hvor nostalgisk Ida kunne blive.
”Vildt,” mumlede hun, mens hendes blik blev draget af kufferten, der stod for enden af sofaen.
”De er taget ned for at handle,” fortalte Ida, og fangede Noras opmærksomhed igen. Hun drejede hovedet så hurtigt, at hun sikkert ramte Ida i ansigtet med sit lange hår. ”Er du sikker på, at I kan klare den her uge?” Ida så bekymret ud. Hun lagde endda gæstebogen fra sig, og vendte sig mod Nora, der lænede sig tilbage i sofaen. Den var overraskende blød at synke ned i.
”Ærligt?”
Ida nikkede, lænede sig tilbage for at lægge hovedet på Noras skulder. ”Altid,” sagde hun.
”Jeg ved det ikke,” sagde Nora stille. De tog hinanden i hænderne, som de altid gjorde, når de var på nippet til at snakke om alvorlige ting, såsom hvem der var den pæneste i One Direction, eller hvilken læbepomade de skulle vælge til den næste fest. De alvorlige emner havde godt nok ændret sig siden deres ungdom, men forbindelsen sad fast i dem som en usynlig fiskesnørre. ”Jeg ville ønske… jeg ved ikke, hvad jeg ville ønske.”
”Måske bliver det ikke så slemt,” foreslog Ida i et optimistisk tonefald. ”Måske kommer I slet ikke til at lægge mærke til hinanden. Vi kan tage på ture sammen, bare os to nogle af dagene, og jeg skal nok forsøge at lade være med at være alt for meget kærester med Julius, så I ikke føler jeg udenfor.”
Nora lo. For det sidste løfte vidste hun udmærket godt, at Ida ikke ville kunne holde.
”Det er okay. Du har fortjent den her ferie med Julius. Jeg skal bare… jeg ved ikke, læse nogle gode bøger og gå nogle lange ture.”
”Det lyder også som en god ferie,” istemte Ida og gav Noras hånd et klem.
”Ja, det gør det vel.”
Problemet var bare, at den danske vejrudsigt ikke havde indstillet sig på Noras planer. Allerede den næste dag måtte de alle omtænke hele ugen, da det startede med at regne. Det havde i forvejen været en akavet aften, da Ida og Julius ville ned til stranden og bade efter maden, hvilket efterlod Nora og Theodore med opvasken og den spændte tavshed, der ikke havde udsigt til at tø op lige foreløbig.
Udsigten til en regnvejrsdag gjorde det ikke bedre for Noras humør.
”Jeg tror, jeg fandt nogle brætspil, vent lidt,” sagde Theodore, inden han kravlede rundt på gulvet foran skabene i hjørnet. ”Jeps, se bare her.” Han stakkede et par kasser på gulvet ved siden af. Nora kiggede væk, da han bøjede sig frem for at hive den sidste frem fra skabet. ”Der er et gammelt Bezzerwizzer, Matador og øh,” han lo usikkert, men lagde alligevel æsken ovenpå de andre. ”Twister.” De lo alle sammen over endnu et nik til deres barndom.
Nora nåede ikke at vende blikket væk, da Theodore drejede sig mod de andre igen. I et kort øjeblik mødtes deres øjne, og mindet udspillede sig tydeligt for hendes indre blik.
”Jeg skal lige…” fremstammede hun, da hun rejste sig, skyndte sig ind på værelset, hvor hun kunne lukke døren. Hun forsøgte at gøre det samme for minderne og fornemmelsen af Theodore, der stadig var imprægneret i hendes hud. Det havde hele tiden været en dårlig ide at gennemføre den her ferie, men for hvert øjeblik hun tilbragte bare i nærheden af Theodore, blev hun mere og mere i tvivl.
”Nora, er du okay?” Idas banken på døren forskrækkede Nora, så hun hastigt sprang væk fra døren. ”Vi behøver ikke spille Twister, vi kan bare spille Matador,” forslog Ida. Nora forsøgte at kvæle den skæve latter, der boblede op i halsen på hende. Som om det ville fikse noget som helst, at de bare spillede Matador.
”Det er fint, jeg kommer ud lige om lidt,” fremstammede hun. Hun kunne høre, at Ida tøvede lidt, før hun endelig gik tilbage til de andre. Deres stemmer var en distræt mumlen i baggrunden af alle de tanker, som Nora forsøgte at skubbe på afstand.
Nogle gange var Julius virkelig en idiot, tænkte Theo. De fleste gange kunne han ikke gøre for det, for de var lige gode om det, men det her, det toppede kagen. Efter at sove to nætter på den tilsyneladende bløde sofa (medmindre man skulle sove på den flere nætter i træk), kunne han mærke det i ryggen hver morgen. Det hjalp ikke ligefrem på situationen, at han forrige aften var ret sikker på, at han havde overhørt Ida og Julius, der prøvede at være stille inde fra deres værelse. Hvilket de overhovedet ikke var.
Han ville næsten hellere end gerne tabe ti gange i Matador igen, end at skulle udsættes for det.
Hvorfor han havde ladet sig overtale til at tage med, var ham en gåde. Eller… det var det sådan set ikke. Theo vidste udmærket godt, hvorfor han var gået med til at tage på den her mærkelige ferie (som ellers skulle have været en perfekt ferie), og hun sad i hjørnet på terrassen med næsen dybt begravet i en bog, dybt fokuseret på at ignorere ham.
Ida og Julius var gudskelov taget på tur alene, noget med en tante til Ida, de havde lovet at besøge. Selvom Theo havde været ængstelig over at være alene med Nora, var han på en måde også glad for det. De havde ikke været alene siden… siden.
Hun vendte en side i bogen, holdt den næsten højere oppe foran sit ansigt, hvilket afslørede endnu en strækning af hendes mave under bogens kant. Theo sugede hårdt ekstra luft ned i lungerne ved synet af Noras bare hud. Det var første gang solen viste sig, og Nora havde tydeligvis tænkt sig at udnytte det.
Da hun trådte ud fra værelset (som de skulle have delt sammen, men det forsøgte han ikke at tænke på) her til morgen, måtte Theo bide sig hårdt i kinden. Hun havde den røde bikini på, som han havde set hende i første gang til Roskilde Festivalen forrige år. Dengang de endnu ikke kendte hinanden, og han ikke vidste, hvordan hun smagte. Minder, der involverede den røde bikini, for forbi hans nethinder, og det havde været en meget intens og ihærdig indre kamp at holde hans mund lukket, da hun intetanende spankulerede gennem stuen ud til terrassen.
Nu sad hun der, med det ene ben over det andet, komplet fokuseret på sin bog, med solen bagende ned på dem begge to. Det var ikke til at sige, hvornår Ida og Julius ville være tilbage. De nød sikkert tiden alene til at knalde i bilen på en eller anden rasteplads, hvor de ikke skulle bekymre sig om at være stille i frygt for at trigge et eller andet ved deres bedste venner, som knap nok kunne se på hinanden.
Bortset fra at det var alt, hvad Theo kunne gøre. Siden han havde mødt Nora første gang, havde han ikke været i stand til at fjerne sit blik fra hende. Det var ikke anderledes nu. Det gik op for ham, at han havde stirret på hende i ret lang tid – uden at hun havde vendt en side i sin bog. Hvilket var mystisk, for hun var en af de hurtigste læsere, han kendte.
”Jeg går ned og bader,” meddelte Theo, idet han smed trøjen og trådte ud af sine tennissko. Strømperne proppede han ned i hver sin sko, inden han satte kursen mod stranden. Halvvejs nede af trappen fra terrassen til rosenstien, som de havde døbt den, vendte han sig halvt om.
Nora hævede hurtigt bogen op for sit ansigt igen.
”Vil du med?”
Hun sænkede langsomt bogen, glattede en hånd over papiret med blikket flakkende mellem ham og bogen.
”Måske. Jeg læser lige det her kapitel færdigt,” sagde hun stille. Men hun kiggede på ham. Theo sank klumpen i halsen. Så nikkede han og satte kursen mod stranden uden et ord. Hvis hun havde lyst, så ville hun følge med, når hun var klar. Hvis ikke… ja, så vidste han bedre end at prøve at overtale hende til noget.
Han nåede to ture rundt langs stranden, inden han opdagede hende stå i vandkanten. Hun havde armene om livet på sig selv, og trippede lidt frem og tilbage i vandet.
”Det er ikke koldt, når du først er i,” råbte han. Nora så op fra sandet. Hendes læber maste sig flade, men mens de kiggede på hinanden, genkendte han hendes beslutsomhed. Han så, hvordan hendes brystkasse hævede og sænkede sig et par gange, før hun satte i løb og sprøjtede vand omkring sig hele vejen ud til, hvor han stod i vand til midt på brystet.
”Det er sgu da pisse koldt” vrissede hun, men han kunne høre, at hun ikke mente det ondt. Theo lo, mens Nora svømmede lidt omkring sig selv for at få varmen. Pludselig skreg hun skingert. Endnu mere vand sprøjtede omkring dem i hendes flugtforsøg.
”Hvad sker der?”
”En brandmand,” næsten hylede Nora, mens hun satte kursen tilbage mod stranden. Theo spejdede i vandet, men kunne ikke få øje på noget. Den var sikkert forsvundet med strømmen alligevel. Han fulgte roligt efter Nora ind på lavere vand igen. Hun stoppede, da vandet gik hende til navlen.
”Nora?” Spurgte Theo forsigtigt. Hun vendte sig ikke om, men bevægede sig heller ikke mere end at føre armene frem og tilbage om siden på sig selv gennem vandet. ”Er du… er vi…” Theo trak vejret dybt, indtil han stod lige ved siden af hende.
Det havde altid været Nora, der var god til det med ord. Theo var bedre til handlinger.
Han kopierede hendes bevægelser, indtil de var synkroniserede. Ingen af dem sagde noget. Han tog det som et godt tegn, at hun ikke var flygtet fra ham endnu. Eller havde skældt ham ud.
Der gik et minut, før han tog mod til sig, og langsomt gled sine fingre mellem hendes under vandet. Hendes vejrtrækning ændrede sig pludseligt, men hun trak sig stadig ikke væk. Theo trådte over de mange sten på bunden, så han kom tættere på hende til at se de små hår på hendes arme rejse sig. Alle krøllerne i hendes mørke hår var ikke til at se, når vandet tyngede det ned over skuldrene på hende. Med sin frie hånd skubbede han det let væk fra skulderen tættest på sig. Hun gøs ved hans berøring.
”Kan vi tale sammen?” Sagde han lavdæmpet. Nora drejede hovedet i et brat ryk. Det var som om hans ord havde brudt øjeblikket, og hun hev sig pludselig væk igen.
”Der er ikke noget at tale om, Theo,” sagde hun hæst. Theo genkendte rystelsen i hendes stemme.
”Jeg har ikke lyst til at skændes, men vi bliver nødt til at tale om-”
”Jeg sagde,” udtalte hun kort og præcist, men hun skabte mere afstand mellem dem, ”at der ikke er noget at tale om.”
Theo nåede ikke at sige mere, før hun trampede gennem vandet, så hurtigt hun kunne. Da hun slap fri fra vandet, satte hun i løb tilbage til sommerhuset.
Nora havde holdt sig fra stranden de sidste par dage. Væk fra Theo. Hvis hun ikke isolerede sig på sit værelse, undgik hun Theo så meget som muligt. Hvilket var kompliceret, men ikke umuligt.
Da Ida foreslog, at de brugte endnu en regnvejrsdag på at tage ind til det nærmeste shopping-center, sad Nora allerede i bilen, inden Julius og Theo havde sat kaffe over.
En ting ved Idas venskab, som Nora for evigt og altid satte pris på, var, at hun aldrig pressede ting ud af Nora. Selvom det var tydeligt, at der var sket noget mellem Nora og Theo, spurgte Ida ikke ind til det. I stedet drak de kaffe latte og spiste croissanter, til de næsten revnede, hvorefter de kiggede på de mest mondæne og mærkelige ting i butikkerne.
Det var først, da Ida parkerede lejebilen i indkørslen igen, at hun kiggede seriøst på Nora. Hun sagde ikke noget, men det behøvede hun heller ikke.
”Bare glem det, Ida,” forsøgte Nora at afværge, men hun vidste, at det ikke ville virke. Et blik på Idas hævede øjenbryn, og kort efter fortalte hun hele historien. ”Det er lige meget. Jeg skal bare undgå ham de sidste dage, og så…” hun lod resten af sætningen hænge mellem dem. Hun vidste ikke, hvad der så ville ske, andet end at de ville gå hver til sit igen. Indtil næste gang deres bedste venner tvang dem til at være i samme lokale.
”Er du sikker på, at det ikke ville hjælpe at snakke med ham, som han tydeligvis gerne vil?”
De vendte begge to opmærksomheden mod sommerhuset, hvor de kunne se Theo og Julius i køkkenet. Begge så idiotisk glade ud, mens den ene svingede et viskestykke, og den anden rystede en våd opvaskebørste i hovedet på den første. Ida lo lidt ved synet af sin fjollede kæreste.
”Hvad skulle der være at snakke om?” Mumlede Nora, der ignorerede den boblende fornemmelse dybt i hendes mave over at se Theo så glad.
”Hm, jeg ved ikke. Måske det faktum, at han tydeligvis stadig er smaskforelsket i dig, og du er heller ikke færdig med ham, men whatever, jeg skal ikke blande mig.” Ida klappede Nora let på låret, før hun slukkede motoren og steg ud af bilen. Nora blev siddende tilbage, stirrende på Ida der gik ind og plantede et vådt kys på Julius, mens Theo fik et søgende udtryk i ansigtet.
Hun var alligevel ikke sulten. Hun blev på sit værelse til dagen efter, hvor Ida stak hovedet ind og meddelte, at hende og Julius ville køre til et eller andet bunkermuseum længere oppe langs stranden. Hun forsvandt, før Nora kunne nå at brokke sig over at blive efterladt tilbage med Theo igen.
I løbet af formiddagen kunne hun ikke længere ignorere sin rumlende mave, og hun listede ud i køkkenet. Selvfølgelig kunne hun ikke undgå Theo, ikke når sommerhuset var indrettet så åbent, og efter et par minutter stod hun med en sandwich i den ene hånd og den anden på den åbne køleskabslåge, mens han betragtede hende.
Han løftede en brun papirspose. ”Ida hentede croissanter, inden de stak af.”
Nora nikkede, kastede et blik ned på sin sandwich og lukkede køleskabet.
”Har du lyst til at spise ude på terrassen? Jeg skal nok…” han sukkede, vendte siden til hende. ”Jeg skal nok lade være med at forstyrre dig,” sagde han bedrøvet, inden han traskede ud med posen med croissanter. Nora forbandede indvendigt sin afhængighed af det franske bagværk.
Hun nåede at spise hele sin sandwich og to croissanter og læse næsten fem kapitler i sin bog, før hun måtte snøfte lidt, hvilket selvfølgelig fik Theos opmærksomhed.
”Jeg elsker og hader Emily Henry for at skrive bøger, der får mig til at græde,” fremstammede Nora mellem et par hikstende åndedrag. Hun lagde sit slidte bogmærke ind mellem siderne, placerede bogen med forsiden nedad på bordet, og vendte sin opmærksomhed mod udsigten til stranden.
Som om han ikke kunne udstå tavsheden mellem dem længere, rømmede Theo sig flere gange. ”Hvorfor får bogen dig til at græde?”
Hun nægtede at kigge på ham. Hvis hun gjorde, ville hun begynde at græde endnu mere. Samtidig vidste hun, at han ikke ville lade hende slippe, nu hvor de først var begyndt at tale igen. Hun sukkede og lagde armene om livet på sig selv, stadig med blikket rettet mod stranden, selvom hun kunne mærke, at Theos blik var dybt fokuseret på hende.
”Fordi det minder mig om os to.”
Han svarede ikke lige med det samme, hvilket hun var taknemmelig for.
”Betyder det, at jeg gerne må fortælle min side af sagen nu?” Hans stemme var ru, da han talte igen.
Nora trak bare på skuldrene, stadig bange for at kigge på Theo. Det lod heldigvis til at være nok.
”Nora, jeg…” Han tav, og hun kunne nemt forestille sig, hvordan hen bed sig i indersiden af kinden, mens han ledte efter ordene. ”Der er en del af mig, der stadig ikke forstår, hvorfor du valgte at gøre en ende på os. Jeg mener, jeg forstår det, men…” han tav igen. I hvad der virkede som alt for lang tid, men sikkert kun var et minuts tid, var der ingen af dem, der sagde noget.
Theo rejste sig brat. Han gik frem og tilbage langs hele terrassen, inden han satte sig på hug foran Nora. Hans bevægelser var langsomme og tøvende, men det skete næsten per automatik og af kropslig genkendelse, at hun gjorde plads til ham mellem sine knæ.
”Jeg tror stadig på os. Det var dig, der ikke turde give os en chance på grund af et valg, som jeg ikke var herre over. Du lod mig aldrig vælge dig, før du fravalgte mig.” Han vred sine hænder mellem dem. Nora vidste, hvad han var på nippet til at gøre, og hun burde stoppe ham.
Helt forsigtigt, som om han var bange for at skræmme hende væk som et skræmt dyr, placerede han sine hænder på hendes lår.
”Hvis du havde givet mig chancen, ville du have vidst, at jeg altid ville vælge dig.”
Nora græd stille, mens Theo sad på knæ foran hende. Hans hænder var varme mod hendes lår, hvor han klemte sine fingre ind i hendes hud.
”At give slip på dig, Theo, var noget af det sværeste i mit liv, jeg nogensinde har gjort. Hvis du…” hun hikstede, tørrede hastigt den ene kind fri for tårer, stadig uden at se op. ”Hvis jeg… hvis vi to… Theo, jeg vil ikke kunne overleve at give slip på dig en gang til. Det vil mit hjerte ikke kunne klare.” Først da turde Nora se op på Theo, der kiggede tilbage på hende med sine klare øjne.
”Nora,” sagde han hæst med endnu et let pres omkring hendes lår. Han lænede sig frem og sænkede stemmen. ”Jeg kan altid finde et nyt arbejde. Men jeg kan ikke finde en ny Nora.”
Der undslap en underlig lyd fra Noras hals ved de ord, som Theo blot smilte varmt over at høre. Han lod sine hænder glide længere op langs hendes lår, mens han lænede sig tættere og tættere på. Hun blinkede igen og igen for at klare sit syn, indtil hun til sidst lod sine øjne lukke langsomt, da hun mærkede Theos ånde mod sine læber.
Varmen fra hans åndedrag strøg over hendes mund, men han lod den minimale afstand være mellem dem. Lod afgørelsen være op til hende.
Nora lagde sin ene hånd ovenpå Theos, der stadig holdt fast om hendes lår, mens hun tog mod til sig til at-
”Vi er tilbage!” Råbte Julius inde fra stuen. Theo slap hende alt for hurtigt, da han sprang tilbage og halvt skvattede baglæns. Nora spærrede forfærdet øjnene op, da han var tæt på at falde ned fra terrassen.
Hun rejste sig uden at tage blikket fra Theo, da hun gik ind for at hjælpe Ida med indkøbene til aftensmaden. Resten af aftenen kunne hun ikke lade være med at stjæle blikke over mod Theo, der gengældte dem alle sammen.
De havde en sidste aften tilbage i sommerhuset, og Theo var fast besluttet på at afslutte den samtale, han og Nora var blevet afbrudt i dagen før. Han vidste endnu ikke, hvordan det skulle lade sig gøre. Han vidste bare, at han måtte få Julius og Ida ud af huset, så han kunne være sikker på, at Nora ikke ville flygte fra ham igen.
Men efter i går var han begyndt at håbe på, at hun ikke længere havde lyst til at flygte.
”Hvem vil med ned til stranden?” Spurgte Ida efter frokost, hvortil Julius sprang op fra sofaen. Han var tilbage med sine badebukser på alt for hurtigt. Julius var endda så fladpandet, at han blinkede til Theo på vejen efter Ida, der allerede havde sat kursen mod stranden, uden at vente på yderligere svar.
”Vi ses,” kaldte Julius tilbage over skulderen. Theo så kort over mod hjørnet af terrassen, hvor Nora igen havde sat sig med sin bog. Den bog der havde fået hende til at græde forleden. Hun kiggede forsigtigt over kanten på bogen, inden hendes blik strejfede Theo og vendte tilbage til siderne foran sig.
Theo blev stående på terrassen alt for længe uden at vide, hvad han burde gøre. Det virkede forkert at overfuse Nora med samtalen, de var blevet afbrudt i forleden. Han måtte have stået der længere, end han troede.
”Er du okay?”
Theo vendte sig mod Noras bekymrede stemme. Han rømmede sig.
”Ja, helt fint.”
Uden at sige mere vendte han om på hælen og satte kursen mod køkkenet. Der måtte være noget tilbage i køleskabet, han kunne bruge til at bryde den akavede stemning, som Julius og Ida havde efterladt dem med.
Det var der ikke. Det var deres sidste aften, og de havde besluttet at spise ude for at fejre, at ugen var gået, uden nogen havde bidt hovedet af andre. Det sidste var blevet sagt med et stift blik mod Nora, som hun havde undgået.
Theo gik i cirkler i køkkenet flere gange, før han fandt modet til at gå ud til Nora igen.
Men i stedet for at tage plads overfor hende ved det lille læsehjørne, hun havde indrettet sig i løbet af ugen, stødte han overrasket ind i hende i døren.
Hun udstødte et overrasket kvæk af en lyd, som han ikke have hørt i flere måneder, og som blev til et kort suk, da han tog fat om hendes arme for at stabilisere dem begge to, så ingen væltede omkuld.
”Undskyld, jeg-”
”Jeg var på vej ud-”
De begyndte begge at le. Theo var meget opmærksom på, at Nora ikke havde trukket sig ud af hans hænder. Faktisk lod hun til at finde sig godt tilpas så tæt på ham igen.
”Dig først,” tilbød hun. Hendes øjne var varme og åbne i modsætning til hvor kolde og afvisende, de havde været i al for lang tid. Blikket, hun sendte ham, mindede ham om dengang, de lige havde fundet sammen. Da de var lige så irriterende og kærlige sammen, som Julius og Ida var.
”Nora, i går-” begyndte han, men blev ikke overrasket, da Nora straks afbrød ham. Hun lagde en hånd på hans bryst.
”Mente du det?”
Han blinkede forvirret, kunne ikke holde sig fra at stryge noget af hendes hår væk fra hendes kind. Hendes øjne gled stille i, før hun igen kiggede intenst på ham.
”Hvilken del af det?”
”Det hele?”
”Selvfølgelig mente jeg det, ellers ville jeg ikke sige det.”
Hun nikkede. Der kom ingen ord fra hende. Hun nikkede flere gange helt lydløst. Theo tog mod til sig. Hvis han skulle vinde Nora tilbage, måtte han træde i karakter og ikke efterlade nogen tvivl om, at han ikke havde tænkt sig at give slip på hende igen.
Ganske roligt førte han sin ene hånd fra hendes overarm op til under hendes hage. Med et blidt pres, lagde han hendes hoved tilbage og betragtede hende. Små tårer glinsede i kanten af hendes øjne, som han tørrede væk med sin anden hånd. Hun bed læberne sammen, men han strøg sin tommeltot over hendes underlæbe og skilte dem igen.
”Jeg har været så dum, Theo,” hikstede hun, mens flere tårer meldte deres ankomst. Theo tyssede på hende.
”Hey, det behøver du ikke være længere.” Han så det modvillige smil kruse hendes læber. Mere behøvede han faktisk ikke, for han kendte hende. Theo kendte Nora fra yderst til inderst, det havde hun bare været for bange til at indse, og måske var det derfor, hun havde skubbet ham væk.
Uanset hvad, så havde han ikke i sinde at lade hende gøre det igen.
Han lænede sig frem og smagte saltvandet på hendes læber.
Nora lagde ivrigt armene om halsen på ham. Deres munde blev ved med at smage af salt, da han hvilede sin pande mod hendes.
”Jeg vil altid vælge dig, Nora,” fastslog han med en rungende alvor i stemmen, der ikke var til at tage fejl af. Denne gang nikkede hun ivrigt og kort. Så lagde hun sine håndflader omkring Theos hoved og trak ham ned endnu et kys.
Theo holdt hende tæt ind til sig, mens han kyssede hende, præcis som han ville have gjort i alle de dage, de kunne have været sammen, hvis ikke hun havde skubbet ham væk. Han skænkede alle sine dybeste følelser i kysset, som hun smeltede ind i. Det var som en flodbølge af begær og længsel, der holdt dem oprejst og klistret tæt sammen.
Det var kun tanken om Julius og Ida, der kunne vende tilbage, hvornår det skulle være, der fik Theo til at afbryde et kys, der havde vækket ham til live igen.
Den sidste aften i sommerhuset lod Nora døren stå på klem til værelset. Tvivlen havde stadig sine kløer i hende, men hun ville ikke længere benægte Theo i sit liv.
Da mørket faldt på, gik der ikke længe, før hun hørte den lave knirken fra døren og kort derefter var Theo ved siden af hende.
Hvor han altid burde have været, og nu ville blive.
Skriv et svar