af M. H. Birkelund
5. Juni
Eder Sarah
Modtag vores dybeste ønsker om en behagelig rejse og fortrinlig velkomst.
Niks. Jeg prøvede, men jeg kan ikke blive ved med at skrive på den måde. Jeg ved godt, jeg lovede dig at være din Darcy adspredelse, men helt ærligt, der er jo ingen, der skriver på den måde i dag. Desuden har du sikkert pakket din Darcy med dig alligevel, så hvorfor skulle det her være nødvendigt?
Jeg vil meget hellere høre om dit nye spændende Disney liv. Har du fået et lækkert sted at bo? Mødt nogle sjove Disney figurer? Spist snegle endnu?
Okay, den sidste har måske ikke så meget med dit nye arbejde at gøre, men det er et validt spørgsmål alligevel. Jeg har læst, at sneglepopulationen i Frankrig er stærkt truet på grund af aristokratiet. Det går ikke, at du falder i den fælde alt for hurtigt.
Jokes aside, så håber jeg, at du er kommet godt frem og hurtigt falder til. Det er lidt kedeligt herhjemme på kontoret uden dig, men jeg får arbejdet meget mere. Sjovt nok. Det er overraskende, hvor effektiv jeg kan være, når jeg ikke hele tiden skal svare på obskure Disney spørgsmål.
😎 Daniel
8. Juni
Kæreste Daniel
Mange tak for din mail (se, det er slet ikke så svært at være høflig). Eftersom du havde vanvittigt mange spørgsmål i din seneste mail, skal jeg bestræbe mig på at besvare dem alle.
Ja, jeg har min yndlingsbog med. Jeg var tæt på at miste et par sider i lufthavnen, da jeg skulle læse en af mine favoritscener.
Jeg er flyttet ind sammen med tre andre piger, der også arbejder som dansere, ligesom mig. De to af dem, Louisa og Cleo, har allerede arbejdet sig op til at være characters – det er så fedt, og jeg er slet ikke jaloux. Louisa er Snehvide de fleste dage, mens Cleo er Klokkeblomst. Den sidste pige, Hannah, er stadig almindelig parade danser. ligesom jeg skal være. Det viser sig, at vi skal være på samme hold, hvilket er rart, så kender jeg i det mindste en af dem, jeg skal danse med. Så ja, jeg har på sin vis allerede mødt Snehvide og Klokkeblomst.
Nej, jeg har ikke spist snegle og kommer heller ikke til det.
Det har været sygt hårdt de første dage. Jeg skal lære så mange nye rutiner, og de her franskmænd er meget mere alvorlige, end jeg lige havde regnet med. Den første dag blev jeg trukket til siden og bedt om at få styr på mine trin, ellers ville jeg blive rykket til bagenden af paraden. Jeg har brugt hvert eneste minut af min fritid på at lære alle rutinerne udenad.
Jeg savner at bombardere dig med obskure Disney spørgsmål. For eksempel, hvad hedder de to konger, som lover deres børn væk til hinanden i Tornerose?
🌷 Sarah
Obskur Disney trivia var tydeligvis nemmere at huske end alle de danserutiner, som det var forventet, at Sarah skulle lære uden en eneste fejl. Det var hårdt arbejde, men heldigvis var Hannah mere end hjælpsom. Når hun altså ikke forsøgte at hive Sarah og de andre piger med i byen hver fredag, hvor de havde fri.
”Come on,” vrængede hun fra det lille fælleskøkken i lejligheden. Sarah trak på smilebåndet inde på værelset. Hannah blev mere og mere insisterende, som aftenen skred frem. Det hjalp heller ikke, at hendes kæreste, som også arbejdede i parken, også var klar på at tage i byen. Sarah og de andre havde flere gange forsøgt at tale Hannah fra de mange byture. Den eneste måde at slippe ud af dem var, hvis man var syg eller skulle arbejde tidligt den næste morgen. Det sidste var tilfældet for Louisa og Cleo i denne weekend, hvor de havde fået tjansen som characters til en prinsessemorgenmad på et af hotellerne. Sarah sukkede tungt. Hun drømte om det arbejde. Det var noget helt andet end at være en paradedanser, selvom kostumerne stadig var vildt flotte. Men al fokus var stadig på alle de kendte Disney figurer, som altid formåede at fremtrylle kæmpe smil hos børn såvel som voksen.
”Jeg kommer,” råbte Sarah tilbage. Hun nåede lige at skrive en besked til Daniel, inden Hannah kom bragende ind på værelset, de delte.
”Ooh, hvad skriver loverboy?” Kimede Hannah. Hun rakte ivrigt ud efter Sarahs telefon. Desværre nåede hun også at få fat på den, inden Sarah kunne låse skærmen. Hannahs lyse hår faldt om skuldrene på hende, da hun prøvede at læse beskederne.
”Jeg glemmer hele tiden, jeg ikke kan læse dansk.” Hannahs hollandske accent skar gennem hendes engelske, da hun afleverede telfonen igen. Sarah nåede ikke at svare, før hun stak af for at åbne døren. Kort efter hørte Sarah et hvin og dæmpede stemmer, hvilket betød, at Shawn var dukket op.
Sarah trak vejret dybt, sendte en sidste besked til Daniel, inden hun tog i byen.
En halv time senere.
Sarah sov uroligt den nat.
Det var ikke nyt, at Daniel henkastet kom med flatterende kommentarer på den måde. Derhjemme gjorde han det konsekvent, men sådan havde det været i al den tid, de havde været venner. Måden han havde skrevet det…. Måske læste Sarah bare for meget mellem linjerne.
19. august
Du nævnte, at du ikke helt kunne huske, hvordan jeg så ud. Så værs’go. Jeg fik Cleo til at tage et billede af os forleden. Det er ikke helt som klokkeblomst, men det ligner næsten. Cleo nævnte det også for træneren den anden dag. Han virkede ikke afvisende over det. Men jeg tør ikke håbe på for meget.
Vi så Løvernes konge den anden dag. Louisa bestemte det hele. Det var hendes fødselsdag, og modsat Hannah, havde hun ikke lyst til en stor bytur. Bare en filmaften med sin favorit Disneyfilm. Det mindede mig om vores mange filmaftenener. Kan du huske første gang vi så Løvernes konge sammen?
Jeg elsker mit arbejde, men jeg savner godt nok også mange ting hjemmefra.
Og ja, det gælder også dig.
💛 Sarah
27. august
Jeg troede aldrig, jeg ville være tiltrukket af Klokkeblomst. Tak for at give mig traumer over det. Nu kan jeg aldrig se Peter Pan uden at tænke på, hvordan Klokkeblomst ser ud uden tøj på. Det skal på ingen måde forstås, som at jeg lægger an på din bofælle. Hun er sikkert meget sød, og selvom Klokkeblomst er meget sød, så er det ikke lige min type.
Jeg håber, at du får lov til at blive lige den character, du drømmer om. Jeg ved godt, at det var derfor du tog jobbet.
Jep, den aften glemmer jeg heller ikke. Jeg tror ikke, jeg har oplevet nogen blive så bange for en tegnefilm før. Eller græde så meget over en film. I det hele taget. Det er okay, det er noget af det, jeg bedst kan lide ved dig. Jeg har ikke noget imod at trøste dig, når Mufasa ikke længere vågner. 🥹
Jeg er glad for, at du savner mig. Jeg savner også dig. Faktisk meget mere end jeg havde regnet med. Det er mærkeligt. Du har været så stor en del af mit liv i så mange år. Vi sås jo stort set hver dag. Det er underligt, at jeg ikke bare kan ringe til dig og snakke med dig. Det kunne jeg måske godt, men du har sikkert ikke din telefon på dig, når du danser rundt i den slags små kostumer. Det klæder dig, for resten.
8. september
Til: danerdinven@gmail.com
Fra: sarahbernard@gmail.com
Jeg skal være en character! Jeg fik det at vide i dag!
Jeg skal være Anna fra Frost til paraden fra i morgen!
Sarah kunne næsten ikke være i sig selv af glæde. Det her var, hvad hun havde arbejdet for i alle de måneder, og nu blev det endelig til virkelighed. Det var selvfølgelig ikke fedt, at hun kun fik chancen, fordi danseren, der normalt var klædt ud som Anna, var kommet til skade. Årsagen var ikke den bedste, men det forsøgte Sarah at ignorere. Hun var mest af alt fokuseret på, at hun fra den næste dag kunne trække i Anna-kostumet. Hun glædede sig allerede til at se de mange smil hos børnene, når hun ville sætte sig på hug for at hilse på dem.
Daniels ansigt lyste skærmen op, kunne hun ikke lade være med at smile.
”Hey,” lød hans dæmpede stemme i den anden ende. En dejlig varme spredte sig i hele kroppen over at høre hans stemme. Siden hun rejste fra Danmark for snart tre måneder siden, havde de kun kommunikeret elektronisk, hvilket var en skærende kontrast til deres normalt timelange telefonopkald.
”Er du ikke på arbejde?” Spurgte Sarah, mens hun kiggede på klokken. Det var kun to på en torsdag eftermiddag.
”Jo, men jeg har kun et møde tilbage, inden det er fyraften. Og det er først om en halv time. Jeg ville sige tillykke. Det er stort, Sarah.” Glæden og stoltheden var ikke til at tage fejl af i hans stemme. Sarah satte sig på sengen med telefonen ved øret. Det gjorde næsten ond i kinderne, fordi hun slet ikke kunne holde op med at smile. Alligevel var det en vemodig glæde at høre Daniels stemme på den her måde. Hun ville mest af alt gerne se ham.
”Tak, det er kun fordi, hende den anden pige er kommet til skade.”
”Det er lige meget. De kunne have valgt en hvilken som helst anden til at tage over for hende, men de valgte dig. Fordi du er skide god, Sarah. Jeg vidste, du nok skulle klare den.” Den gang bemærkede hun en snert af bedrøvelse i hans stemme.
”Hvad er der galt?” Hun forsøgte ikke at lyde nervøs. Der kom en lyd fra Daniel, som lød af en blanding mellem et suk og et grin.
”Jeg kan ikke engang skjule noget for dig over telefonen, for fanden,” han sukkede for alvor den gang, inden han forsatte. ”Det gik bare lige op for mig, at nu hvor du har opnået din drøm, så forsvinder det lille vindue, der var for, at du kom hjem igen, når måneden er slut.”
”Hvad mener du?”
”Jeg ved godt, at du skrev kontrakt til en sommersæson, men Sarah, vi ved begge to godt, at nu hvor du har nået dit mål om at blive en character, så vil du forlænge din kontrakt. Og jeg kommer sgu til at savne dig.” Tristheden var tilbage i hans stemme. ”Undskyld, det var ikke min mening at spolere din glæde. Tilbage til dig, jeg er pisse stolt af dig, Sarah.”
”Tak. Jeg savner også dig, Daniel.”
”Ja, jeg tror ikke, jeg var klar over, hvor stor en del af mit liv, du rent faktisk var. Er,” irettesatte han sig selv med et kort grin. Sarah kunne høre, hvordan han flyttede rundt på sig i den anden ende af telefonen. Hun forestillede sig, at han stod i et hjørne på kontoret, hvor han forsøgte at føre den her samtale.
”Nej, det gjorde vi vel ikke. Men bare fordi jeg bor og arbejder her, betyder det jo ikke, at vi ikke stadig er venner.”
”Venner, nej. Det har du ret i. Men det er ikke det samme, Sarah. Jeg savner…. For fanden, det her er dumt.”
”Hvad? Hvad mener du?”
”Det er lige meget.”
”Nej, det er ikke lige meget. Fortæl mig det nu?”
”Jeg skal ind til mit møde. Tillykke med Anna, jeg ved, at du kommer til at være den bedste Anna i hele parken. Vi ses, smukke.” Telefonen blev afbrudt og Sarah stirrede på den, mens den genkendelig bip-lyd gav ekko et kort øjeblik.
”Smukke?” Gentog hun dæmpet for sig selv. Hun prøvede at tænke tilbage, om Daniel nogensinde havde kaldt hende det før. Hun kunne ikke komme i tanke om en eneste gang. Hvorfor havde han så gjort det nu? Det vendte sig i maven på hende, men på en god måde. Var det sommerfugle, der var på vej til at live op igen?
Sarah vidste godt, at det var idiotisk at grine så meget ned i en telefonskærm.
En af de andre dansere puffede til hende, hvorefter hun skyndte sig at sætte telefonen på lydløs og gemme den i lommen. Fyren, der var klædt ud som Kristoffer, stod i den anden ende af lokalet og flirtede skamløst med Louisa, der var i fuldt Snehvide-kostume. Sarah himlede med øjnene af de to. Paul, hed han vist nok, havde kredset om Louisa et stykke tid nu. Det var vel kun et spørgsmål om tid, før hun sagde ja til hans tilnærmelser.
29. september
Jeg elsker at være Anna! 🤩 Det her er nok det fedeste arbejde, jeg nogensinde har haft. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse, det er, når børnene får øje på mig og bare vil have et kram. Det er utroligt, at et simpelt kram kan være deres absolutte højdepunkt! Og det kan jeg hjælpe med. Du forstår slet ikke, hvor magisk det er, når de her børn krammer mig. De smelter mit hjerte hele tiden. ❣️
Du fik ret, Daniel. De har spurgt mig i dag, om jeg ville forlænge min kontrakt. Det sagde jeg ja til. Min nye kontrakt løber året ud. Jeg ville ønske, du kunne være her og opleve noget af magien sammen med mig. Du ville elske det. Jeg ved godt, det ikke kan lade sig gøre, men nogle gange når jeg ser noget, der minder mig om dig, så får jeg lyst til at sige op og rejse hjem, fordi jeg savner dig så meget. Det er skørt. Er det ikke?
Jeg har sendt en pakke til dig, for resten. Den burde ankomme inden for de næste par dage. Det er en overraskelse, men jeg håber, at du kan lide den. Jeg kunne ikke stå for den, den mindede mig alt for meget om dig.
💛 Sarah
”Jeg begynder at forstå, hvorfor du altid har været så afvisende overfor alle de fyre, jeg har præsenteret dig for,” bekendtgjorde Hannah, da hun smed sig i den lille sofa ved siden af Sarah, der forsøgte at skrive til Daniel.
Siden hendes sidste mail havde hun knap nok hørt fra ham. Det var flere dage siden, og hans beskeder blev kortere og kortere. Hun frygtede, at han ignorerede hende mere og mere, fordi han havde fundet en ny bedste ven. Eller det der var værre.
”Hvad mener du?” Spurgte Sarah og lagde telefonen fra sig. Hannah kiggede på hende med et hævet øjenbryn, som om det var indlysende.
”Helt ærligt, Sarah? Come on,” hun greb ud efter Sarah’s telefon, men den var heldigvis låst igen. ”Du skriver til ham hele tiden. Stort set hver dag. Du kan ikke stoppe med at smile, når han endelig skriver tilbage, og du er ikke til at komme i kontakt med, når du skal læse hans mails. Det er indlysende for alle andre end dig.” Hun færdiggjorde sin tale ved at dunke telefonen let i panden på Sarah. Sarah krympede sig lidt under Hannahs skarpe observation.
”Hvis det er så indlysende, så fortæl mig det?”
”Måske er det ikke indlysende nok,” sukkede Hannah. Hun satte sig op igen, vendte sit fokus mod Sarah og holdt hænderne ud med åbne håndflader.
”Det her er en hot date med Charles fra Cleos crew.” Hun viftede let med sin venstre hånd. ”Han har planlagt en mega romantisk date, middag i Paris, karettur i parken og det hele.”
”Okay,” sagde Sarah tøvende.
”Det her er en filmaften med Daniel.” Hannah viftede let men sin højre hånd. ”Den samme rutine I altid har haft, og som du har fortalt mig om hundredvis af gange. Med Daniel,” pointerede hun. Sarah nikkede. ”Hvilken vælger du?”
”Hvad?”
”Du skal vælge en. Jeg ved godt, hvilken du vil vælge. Spørgsmålet er, om du endelig er modig nok til at indrømme, hvorfor du vælger den hånd.” Før Sarah kunne svare, knyttede Hannah sin venstre hånd og lagde den bag ryggen. Tilbage var den højre hånd, som Sarah blot kunne stirre på.
Daniel.
”Tænk over det,” afsluttede Hannah, og klappede Sarah let på knæet, før hun forsvandt igen.
Sarah sad alt for længe og stirrede på sit knæ, mens tankerne hvirvlede rundt i hovedet på hende.
Hun hørte ikke fra Daniel i dagene efter. Hun skrev heller ikke til ham. Det føltes lidt, som om hun skulle give ham plads. Selvom hun ikke havde lyst til det. Hun havde mest af alt lyst til at fortælle ham mere om de tanker, der havde fordoblet sig i hendes hoved, lige siden Hannah havde åbnet hendes øjne. For selvfølgelig havde hun følelser for Daniel. De var bare altid blevet tilsidesat i det tætte venskab, de havde haft. Det var aldrig faldet hende ind, at de følelser kunne være romantiske i stedet for platoniske. For sådan var det bare mellem dem. Daniel var tydeligvis ikke ligefrem forelsket i hende. Så meget stod da klart for hende, nu hvor han var tavs.
Fremfor at fortælle ham sandheden, pakkede hun den ind og skubbede den bort i sine tanker. Hun forsøgte i stedet at fokusere på sit arbejde. Det sidste var overraskende nemt. Så snart hun trak i Anna-kostumet, var det som om, at resten af problemerne blev sat på pause. Når hun var klædt ud som Anna, skulle hun kun bekymre sig om, hvis nogle af børnene blev bange eller kede af det, når hun nærmede sig. Det skete heldigvis sjældent. Ofte løb de hendes nærmest i armene. Hvis ikke lige Isabel, der var klædt ud som Elsa, var med hende. I det tilfælde var det hende, de løb hen til først. Sarah nød at arbejde de små meet’n’greets opstillingerne, hvor børnene kunne spørge om autografer i deres små turistbøger. Da hun først begyndte at blive tildelt den type vagter i sin arbejdsplan, havde hun fået udleveret et ark papir, som detaljeret viste hende, hvordan hun skulle signere som Anna. Det var heldigvis nemt, og børnene var mere eller mindre ligeglade, så længe de fik et kram også.
Hver gang Sarah kom hjem til lejligheden, og der ikke var en besked fra Daniel, sank hun lidt mere sammen i den slidte sofa. De andre piger prøvede at muntre hende op. Men nu hvor Hannah havde gjort hende opmærksom på hendes følelser for Daniel, var det tæt på umuligt at slukke for dem igen. Selvom han ikke skrev til hende, blev hun ved med at kigge de gamle beskeder igennem i håb om at finde små spor, der kunne afsløre, om han også følte det samme for hende.
Hun kunne stadig ikke finde ud af, hvordan hun skulle tolke hans sidste besked.
D: Sarah, for fanden.
Ugen efter måtte Sarah igen ændre i sin arbejdsplan. Pigen, der i første omgang var blevet skadet, så Sarah kunne være Anna, vendte tilbage og kunne overtage dele af arbejdet igen. Det betød, at de skulle deles om karakteren og rollerne i henholdsvis paraden og optrædener rundt omkring i parken. Allerede den første dag måtte Sarah bide protester i sig, da den anden pige havde indvendinger omkring planen. Sarah blev ved med at sige til sig selv, at det var okay, at den anden pige var så dominerende. Hun havde trods alt haft rollen længere tid end Sarah.
Men det var svært at forholde sig til, når det hele tiden blev ændret, så hun ikke kunne vide om hun skulle have sine dansesko med til paraden eller ej.
Cirka to uger efter Daniels sidste besked, fik Sarah at vide, at hun skulle stå for meet’n’greet optræden i parken samme eftermiddag. Det gjorde hende ikke noget, det var den lette del af arbejdet, syntes Sarah.
Men den eftermiddag var det som om, at køen ingen ende ville tage. Selv Isabel svedte i sit Elsa kostume ved siden af hende, og hun var nødsaget til at trække sig tilbage til sit ispalads (den sædvanlige undskyldning de brugte overfor gæsterne), mens det var forventet af Sarah at afslutte køen med de resterende børn. Hun var lige ved at sige farvel til en meget genert pige med de sødeste rottehaler, da der lød en overraskende bekendt stemme bag hende.
”Jeg hører, I mangler is til et ispalads.”
Hun drejede så hurtigt om sig selv, at hun måtte gribe fat i den nærmeste lygtepæl for ikke at miste balancen. Eller måske var det en skraldespand. Hun lagde faktisk ikke mærke til det, for det syn, der mødte hende, var uvirkeligt.
Han havde taget kostumet på. Det havde mest af alt været en joke, da hun sendte det, og hun vidste heller ikke, om det passede. Men det gjorde det. Hver en del af kostumet sad så godt på Daniel, at hun ville tro, det var blevet lavet specielt til ham.
”Da- Kristoffer?” Udbrød hun. Overraskelsen over at se ham havde næsten fået hende til at bryde sin rolle. Der stod stadig børn i udkanten af det lille afskærmede område, og for dem var hun stadig Anna. Og foran hende stod Kristoffer. Ikke Daniel.
”Har du savnet mig?” Spurgte han med et drilskt smil. Et par skridt bragte ham næsten helt tæt på hende. Sarah havde pludselig svært ved at trække vejret normalt. Hun nikkede. Han blev ved med at gå ganske langsomt frem, indtil han stod direkte overfor hende. Så tæt på kunne hun se, at parykken sad en smule skævt og hans mørke hår tittede frem i kanten, men det skæve smil ændrede sig ikke. Heller ikke den måde han kiggede på hende.
”S-”
”Anna,” afbrød hun ham med et sigende blik til det publikum, de uden tvivl stadig havde. Selvom de lige nu snakkede dansk, var deres navne genkendelige, og børnene skulle have lov til at blive i troen. Daniel nikkede og lo lidt.
”Okay, Anna. Det du skrev i dit, øh, brev?” Han lagde hovedet lidt på skrå, som for at spørge om det var godkendt jargon for Kristoffer. Sarah nikkede igen. ”Jeg har ikke tænkt på andet. For selv før du spurgte, har jeg tænkt på det. Meget. På dig.” Sarah blinkede flere gange. Det kunne ikke være rigtigt, at Daniel stod foran hende – klædt ud som Kristoffer fra Frost – og fortalte hende, at han havde tænkt på hende som mere end en ven. Og i længere tid end hun selv havde indset det.
”Men hvorfor har du aldrig sagt noget?” Spurgte hun stille, kastede et blik over skulderen på de resterende børn, da Daniel tog hendes ene hånd i sin. Han trak på skulderen.
”Jeg troede vel ikke på, at du havde de samme tanker. Men nu hvor jeg ved, at du har det, så ændrer det sagen. En hel del faktisk.”
”Hvad mener du?” Hendes hjerte galopperede afsted, mens Daniel tog hendes anden hånd og klemte dem begge ind mod sit bryst. Han var helt tæt på hende nu. Hun kunne se smilehullet i hans venstre kind, og det ene modermærke over hans øjenbryn, som hun altid tegnede cirkler omkring med fingrene. Hans mørke øjne var dybt fokuseret på hende.
”På den her måde.” Hans stemme var så lav, at hun var sikker på, hun var den eneste, der kunne høre ham. Hans ånde føltes varm mod hendes læber, så tæt på var han. Ingen af dem gjorde tegn til at trække sig væk. Da han lagde en hånd på hendes kind, lukkede hun blot øjnene og gispede indvendigt, da han pressede sin mund mod hendes.
Kysset var blidt og trygt, præcis som hun altid havde følt sig med Daniel. Men der var også en undertone af noget mere. Noget undertrykt de begge to først nu havde indset, og som de først nu kunne give efter for. Sarah nåede knap nok at give efter for kysset, før hun hørte en masse fniselyde bag sig. Daniel brød kysset først. Sammen vendte de sig om for at stå ansigt til ansigt med en mindre flok små piger, der alle så fuldstændig forelsket ud, og som slet ikke kunne lade være med at grine. Forældrene så knap så glade ud.
Sarah undskyldte mange gange. Meldingen om at Anna og Kristoffer skulle finde Olaf blev taget godt imod, en lille pige råbte faktisk højt om, at hun havde set Olaf tidligere på dagen. Sarah smilte bare stolt, sagde farvel og trak afsted med Daniel, indtil de var backstage, hvor det kun var hendes kollegaer, der omringede dem.
”Hvad laver du her?” Gentog hun, da hun havde trukket ham lidt afsides.
”Det her,” sagde Daniel og trak hende ind til endnu et kys. Denne gang var der ingenting, der afholdt dem fra at fordybe sig i kysset og hinanden. Sarah greb fat i Daniel og mærkede ligeså, at han knugede hende ind til sig. Hun skubbede parykken af ham for at føre sine fingre gennem hans bløde hår, som for at overbevise sig selv om, at det her virkelig skete. Hun kyssede Daniel. Eller rettere, han kyssede hende. Og med stor iver, bemærkede hun, da hans tunge pressede sig forbi hendes læber og hans varme overmandede alle hendes sanser. Hun kyssede også ham med tilsvarende iver, for siden hun havde skrevet det til ham, havde hun ikke kunne tænke på andet. Nu hvor hun fik lov til det, havde hun ikke lyst til at stoppe. Men til sidst måtte de stoppe for at trække vejret.
”Er du rejst hele vejen for det?” Sarah forsøgte at le, men det var svært, når hun hele tiden havde lyst til at kysse Daniel. Han lod ikke til at have noget imod.
”Mm hm,” sagde han med deres læber presset sammen igen. Der gik et øjeblik, før han trak sig lidt væk. ”Men også for at sige, at jeg er smaskforelsket i dig, Sarah. Det har jeg været i flere år.” Han kyssede hende igen. Det var svært ikke at le. ”Da du skrev, vidste jeg, at jeg ikke kunne holde det tilbage længere. Jeg blev nødt til at fortælle dig det. Og ikke bare med en sms.”
”Jeg kan godt lide din stil,” funderede Sarah og strøg håndfladerne ned langs Daniels brystkasse og det genkendelige mønster, hun havde gået ved siden af i flere uger nu. Det var muligt, at Daniel ikke var den forventede Kristoffer til hendes Anna. Men han var et perfekt match til Sarah, og det var alt, hvad hun havde brug for.
Skriv et svar