Et nyt år med glimmer

Forvirringen gør mig svimmel. Musikken spiller for højt til, at jeg kan forstå, hvad mine sanser fortæller mig som aftenen forløber. Kondens fugter stadig mine fingerspidser, da jeg sætter mit tomme champagneglas fra mig. Der er ingen, der ser, at jeg hurtigt tørrer det af på siden af min nederdel. Uden at tænke over det, hiver jeg lidt i stoffet, der sidder strammere om min røv, end jeg er vant til. Omkring mig stimler folk sammen, mens nedtællingen nærmer sig minut for minut.

”Du får ikke lov til at sidde hjemme. Det er nytårsaften, Ellen, og vi fortjener at feste efter det år, vi har haft.” Astrid stak hånden ned i skuffen, hendes ansigtsudtryk afspejlede, at hun ikke var tilfreds med noget af det, hun gravede frem. Hendes næse rynkede let, inden hun ledte videre. Jeg havde ingen anelse om, hvad hun ledte efter. Uanset hvad det var, fandt hun det ikke i min garderobe, for hun fnøs og begyndte at rode i sin medbragte taske. 

”Her,” sagde hun, da hun kastede et stykke sort stof i hovedet på mig, efterfulgt af noget med overraskende meget glimmer på. ”Glimmer på og op på hylden, som de siger.” Hun fnes og kastede sit lyse hår over skulderen, idet hun passerede mig på vej ud til badeværelset. Duften af hendes shampoo satte sig fast i min næse. 

Jeg betragtede tøjet i mine hænder. Det var slet ikke min stil; alt for tætsiddende og opmærksomhedskrævende. Jeg vejede det i hænderne, kastede et blik mod døren til badeværelset, hvor jeg kunne høre Astrid nynne den seneste Lady Gaga sang, hun havde memoreret. Måske havde hun ret. Måske var det nye år præcis det tidspunkt, hvor jeg skulle lægge mit gamle glimmerfattige jeg på hylden, og træde i karakter med det nye jeg, jeg stadig var ved at finde mig til rette i.

Astrids skingre stemme var mit soundtrack, mens jeg skiftede tøj. Som en slange skifter sin ham, trak jeg tøjet på som en ny hud, der kunne håndtere den fremtid, jeg langsomt begyndte at håbe på. Nederdelen sad strammere om mine baller, end jeg var vant til. Jeg studerede mig selv i spejlet med en panderynken. Drejede siden til med hænderne på hofterne.

”Den skal du sgu ikke være flov over,” kommenterede Astrid, og overraskede mig med et let klap bagi, da hun vendte tilbage fra at iføre sig sin krigsmaling, som hun kaldte det. Hendes smil varmede mig indvendigt, som mine kinder afspejlede. ”Jeg mener det,” istemte hun og hævede brynene med blikket rettet mod min røv. ”Jeg har intet imod en fyldig bagdel.” Hun trak på den ene skulder og blinkede med et øje. ”Det betyder bare, der er mere at holde fat på.”

Varmen vendte tilbage til mine kinder, og jeg måtte vende blikket væk, inden jeg trak den glitrende top over hovedet. Den sad en anelse mindre stramt end nederdelen, men stadig nok til at fremprovokere min tvivl om mit udseende. Det var nemt nok for Astrid at sige, men at tage glimmer på og lægge fortiden bag sig, var nemmere sagt end gjort.

Astrid kom hen ved siden af mit. Hendes skæv smil var rettet mod mig i spejlet, da hun lagde sine hænder om mine hofter og hagen på min skulder. Hun justerede blidt på tøjet. En fingerspids strejfede siden af mit bryst. Jeg slugte et gisp, men ingen af os kommenterede på det. Det var helt normalt. Intet nyt i det. Det var kun i mit indre, at en nyere reaktion udspillede sig. Især da Astrid sørgede for, at min kavalergang viste sig fra sin bedste side med dvælende berøringer, som på ingen måde antydede noget, men som min hjerne overanalyserede. Da hun var tilfreds, blev det understreget med et frækt smil fra Astrid, der sendte min puls ud i overhalingsbanen.

”Du ser brandgodt ud, El. Når jeg først ordner dit hår, er der ingen, der kan holde sig fra dig i aften. Mænd eller kvinder,” sluttede hun med endnu et blink.

 Som altid var det en spøg. Astrid havde altid spøgt med det. Fordi hun vidste, at det aldrig ville blive til andet end en spøg.

Jeg nikkede bare. Lod hende ordne mit hår og alt det andet, som hun påstod, gjorde mig uimodståelig for ethvert køn med en sund libido. 

Nederdelen glider en smule op ad mine lår for hvert skridt, jeg tager. Jeg hiver den langsomt ned på plads, mens jeg studerer alle omkring mig. Jeg kan ikke spotte Astrid blandt de mange mennesker. Usikkerheden spirer stille i maven, selvom størstedelen til festen er kendte ansigter.

Stefan danser på sofabordet med et tomt champagneglas i stedet for en mikrofon. Flere fra vores omgangskreds er stimlet sammen omkring ham, og de kan ikke tage øjnene fra den muskuløse krop, han er begyndt at afsløre for hver knap, han frigør. Det er tydeligt at se, at nkelte kvinder sukker højlydt, men forsøger at gemme dem bag forargede fnis, selv i den her larm. Balder forsøger ihærdigt at flirte med en rødhåret kvinde, jeg aldrig har set før. Hun lader til at opmuntre ham til det, men der er et sært utydeligt smil om hendes læber. Det lader til, at Balder ignorer hendes blandede signaler, for han flytter sig tættere og tættere på, for hver mundfuld øl han indtager.

På den anden side af stuen forsøger Robert at imponere Ida. Han gestikulerer vildt med hænder og ansigtet uden at lægge mærke til, at Ida hele tiden bliver ved med at kigge efter Nick. Flere vennegrupper er smeltet sammen i løbet af årerne, og den modstand, der var i starten, er langsomt forvandlet til nye venskaber og mere endnu for enkelte personer. 

Jeg vender mig tilbage mod den interimistiske bar, overvejende om jeg bør bede om et glas champagne mere. Der er stadig lidt tid til midnat, og i det hele taget har det været et langt år.

Nytårsfesten er kulminationen på et langt og prøvende år for mange af os. Flere beslutninger og minder spøger stadig for mig, som jeg skal forsøge at efterlade i dette år. 

”Og hvordan havde du tænkt dig, at det ville reflektere resten af familien?” Min mors hæse stemme lød arrig under dække af kliren og smalltalk fra spisestuen. Hun lagde armene over kors, knejsede ryggen og som altid, så ned på mig. Jeg krympede mig.

”Det havde jeg ikke tænkt på-” begyndte jeg. Mere nåede jeg ikke at sige, før min mor afbrød mig igen. Jeg trådte et skridt tilbage, så jeg ikke skar mig på hendes ord.

”Netop! Du tænkte ikke, det er præcis det, der er problemet med dig, Ellen. Du tænker aldrig over, hvordan dine beslutninger vil påvirke resten af os. Gang på gang har din far og jeg forsøgt at hjælpe dig med det ene eller det andet, og nu byder du os dette?!” Hun så forfærdet på mig, som om jeg lige havde annonceret, at jeg havde i sinde, at jeg havde begået et mord og smidt liget i hendes spisestue. På sin vis ville det nok havde været bedre. Den situation kunne hun vaske under gulvtæppet, næsten bogstavelig talt.

”Jeg havde ikke tænkt mig at råbe det højt, eller-”

”Nej, det håber jeg så sandelig ikke. Det passer sig ikke for en med din baggrund, Ellen.”

Hun kunne lige så godt have slået mig. Hendes ord sank ned i brystet på mig, gravede et hul i mit indre, som de kunne formulde sig i. 

”Jeg-”

”Jeg har hørt nok, Ellen.” Min mor sukkede tungt. Opgivende. Hun pressede to fingre om sin næseryg. Trak vejret ind to gange, før hun vendte sin opmærksomhed mod mig igen. ”Jeg har hørt rigeligt.” Hun gjorde en affejende bevægelse med begge hænder mellem os. Det skar i maveskindet på mig, som en le der huggede mig midt over, så den ene halvdel kunne efterlades her hos min familie. Den halvdel, de stadig kunne forme efter deres ønsker. Min mors ønsker. ”Du har forklaret det så rigeligt.” Hun sukkede. ”Jeg giver dig et år.”

”Et år?” 

”Et år til at afklare med dig selv hvilken rolle, du har tænkt dig at påtage dig i familien. Et år til at træffe de rette valg. Et år til at-” hun fnøs, som om de følgende ord ville være for frivoløse til hendes smag – ”at finde dig selv, som du påstår, du har gjort. Et år til at indse, hvor du bør passe ind.”

Før jeg kunne nå at forklare, at det var det, jeg allerede havde forsøgt hele mit liv, havde hun vendt ryggen til og vendt tilbage til sin overdådige fest med sine overdådige venner og bekendte. Ordene sad fast i halsen på mig. Ord, der forklarede, at jeg i alle disse år havde formet mig efter hendes valg. At jeg endelig var begyndt at opdage mine egne veje, og hvor svært det var at indse, at de ikke løb parallelt med dem, mine forældre havde malet for mig. 

Jeg betragtede mine forældre holde hof i den oplyste spisestue, mens jeg kæmpede med de beslutninger, der fremadrettet ville forme mit liv. Beslutninger der gjorde ondt at indse, men som i sidste ende gjorde, at jeg ikke følte mig tynget ned til jorden med hver eneste valg. Jeg vidste, at intet ville blive nemt med min familie, men jeg havde trods alt regnet med dem. 

Men sådan skulle det åbenbart ikke altid være.

Jeg får endelig øje på Astrid i centrum mellem flere af vores venner. Hun har samlet hendes vilde, lyse krøller oven på hovedet, men de løsner sig hele tiden og daler ned omkring hendes ansigt. For hver latter hun deler med dem omkring sig, løsriver der sig en lok hår. Det er svært ikke at bemærke Astrid, selv i store forsamlinger. Hun har det med at kræve opmærksomheden fra det øjeblik, hun træder ind i lokalet. Også fra mig.

Sådan har hun altid været i den tid, jeg har kendt hende. Men det er først for nylig, at hun er begyndt at indfange min opmærksomhed på en ny måde. Hendes bramfri natur og livsglæde har altid været mig en gåde og samtidig en tiltrækning, jeg ikke kunne forklare. I de år vi har kendt hinanden, har jeg afskrevet det med, at det bare er sådan Astrid er. Hun er kærlig og fysisk imødekommende med alle, hun kender, både sine venner og veninder, endnu mere med sine kærester.

Bag baren fortæller Simon ivrigt og stolt om de mange drinks, han har øvet sig på at lave til i aften. Lyskegler danser omkring os, som han flytter på de mange flasker. Farveglimt skærer mig i øjnene, og jeg er egentlig ligeglad med, hvad Simon blander til mig, så længe det har en høj nok alkoholprocent. Mange af os drikker stadig champagne, men det er som om, jeg har brug for lidt mere flydende selvtillid.

Min oprindelige plan om at gemme mig under dynen med to liter danskvand og en bakke sushi er stadig fristende. Men Astrid skød den plan i sænk, så snart hun hørte om den. Til dels giver jeg hende ret. Jeg har fortjent en aften med latter og positivitet omkring mig. 

Men det er svært.

Det er svært at være positiv, når mit liv er vendt på hovedet, og jeg ikke ved, hvilken vej jeg skal vælge. Hvilket liv jeg skal gå efter. Det er nemmere at svælge i alkoholens lurende rus. Simon sætter et shot foran mig, som jeg sluger i en slurk. Det brænder hele vejen ned i maven, men jeg beder alligevel Simon om at lave en mere. Han griner smørret. Jeg vender ryggen til ham igen. 

Astrid er på vej over til mig.

Min mave slår en underlig kolbøtte. Jeg når ikke at få mit næste shot, før Astrid klemmer sig ind ved siden af mig. Vores hofter støder sammen, så flæserne på hendes top danser uanfægtet. Hendes latter ekkoer gennem lokalet og varmer i mit bryst. Jeg fokuserer på det sted, hvor vores hofter stadig rører. Astrid lader ikke til at vil flytte sig igen, og jeg… har intet imod det.

”Det er tydeligt, det er første gang, du møder Simon,” pointerer hun, mens hun strækker sig henover baren for selv at blande en drink, på trods af Simons protester.

”Hvordan kan du se det?” Jeg forsøger at holde min stemme neutral, eller så tæt på almindelig, som den altid er, når jeg er sammen med Astrid. Hun lader ikke til at lægge mærke til, hvor meget hun påvirker mig i aften. Sandheden er, at jeg heller ikke selv er helt klar over det, og netop derfor sluger jeg det næste shot.

I starten var det en lille kildren i maven, hver gang jeg planlagde at tilbringe tid med Astrid. Det var ligegyldigt, om vi skulle mødes til at kop kaffe, til yoga eller ned og handle til hver vores dagligdag. Sommerfuglene hobede sig pludselig mere og mere op, og en ukendt længsel dukkede op. Jo mere Astrid infiltrerede min hverdag med hendes venskab, var der andre detaljer, jeg blev mere og mere opmærksom over, som jeg aldrig før havde tænkt over.

Astrids krøller var blødere, end de så ud. Det opdagede jeg, når hun bad mig om at hjælpe hende med at håndtere de filtrede lokker. Jeg tog mig længere tid til at frisere hendes hår, og fangede mig selv i at stryge mine fingre over hendes nakke til sidst. Fristelsen til at mærke hendes hud, var for stor. Hver gang undslap der et blidt suk fra Astrid, som jeg låste inde bag mine ribben. Det var første skridt på en lang liste af ting, som jeg ikke burde gøre overfor min veninde.

Men hver gang jeg følte, at jeg overskred en grænse, sendte Astrid mig det der bløde smil, som forvandlede mine knæ til gele. Det gjorde mig opmærksom på hendes mund, og kurven på hendes underlæbe, som er en anelse større end hendes overlæbe. Måden hun bider sig i venstre underlæbe, når hun for alvor overvejer et eller andet. Da jeg blev opmærksom på, hvordan mit syn på Astrid havde ændret sig, forsøgte jeg at trække mig fra venskabet. Jeg tænkte, at hun nok havde mange andre veninder, som kunne udfylde min plads. Jeg havde også brug for at se nærmere på mine følelser, for at finde en indre ro igen.

Men Astrid blev ved med at vende tilbage.

Lige som nu.

”Du lader Simon blande drinks til dig. Det er modigt.” Astrid blinker til mig. Hendes næse rynker sig lidt opad, inden hun blinker igen og går om bag disken. Simon får et skub fra hendes hofte. Han brokker sig, men træder alligevel til siden og lader Astrid blande to drinks. ”Her,” siger hun, og rækker mig den ene af dem.

Jeg tager imod det spraglede glas med sugerøret, der glitrer i lyset fra diskokuglen over os. Astrids fingre rører ved mine, og min hånd forræder mig ved at ryste. Resten af min arm følger trop. Jeg presser glasset ind mod brystet, håber det kan skjule min reaktion. Astrid smiler bare sit sædvanlige bløde smil til mig, mens hun går tilbage til min side.

”Hvad er det?”

”Smag den, og så skal jeg nok fortælle dig det,” lover hun, mens hun selv tager en god mundfuld fra sit eget glas. Hendes øjenbryn danser i min retning. 

Drinken er grønlig, men smager overraskende sødt. Selvom jeg så Astrid med vodkaflasken i hånden, kan jeg ikke smage det. Jeg tager en stor tår mere. Nu mærker jeg vodkaen. Jeg hæver et øjenbryn i hendes retning. Hun griner.

”Det er en nytårsdrink, Ellen, bare nyd den.” Hun læner sig ind for at kramme mig med den ene arm. Hun holder stadig sin drink i strakt arm væk fra mig. ”Har du det sjovt?” Hvisker hun tæt på mit ansigt. Astrid giver ikke slip på mig, hendes hånd er rar at have på min skulder, indtil hun lader sin håndflade glide ned langs min arm for at tage min hånd. Hele min arm sitrer efter hendes berøring.

Jeg trækker på skuldrene. Min definition af sjovt er betydelig anderledes end Astrids. For det meste har jeg det sjovt bare ved at tilbringe tid med hende, om end det for mit vedkommende er blevet en smule mere anspændt på det seneste. Hun klemmer blidt om mine fingre. Med hovedet lidt på skrå, læner hun sig tæt på igen, så vores kinder mødes.

”Det er okay, Ellen. Du kan tage hjem, hvornår du vil. Jeg ville bare ikke have, at du skulle være alene i aften.” Hendes stemme er blød. Jeg lukker langsomt øjnene, indtil hun trækker sig væk igen.

Det burde være foruroligende, hvor godt Astrid kan læse mig. Hvor godt hun kender mig. Jeg får lyst til at læne mig tættere ind til hende. Jeg snor en arm rundt om livet på hende som svar med hensigt på at kramme hende. Hun klemmer mine fingre igen, da vi træder tilbage igen. 

De simple berøringer føles anderledes i aften.

Der er noget i luften, udover den konfetti der stadig daler rundt i lokalet efter de mange bordbomber.

Astrid kysser blidt min tinding, og et suk sætter sig fast i halsen på mig.

”Det bliver nemmere,” siger Astrid. Hendes øjne funkler i det sparsomme lys. Jeg er nødt til at blinke flere gange for at fokusere ordentligt på hende igen. Alkoholen begynder at have en effekt på mit nervesystem.

”Hvad mener du?” Min stemme lyder ikke normal. Frygten får den til at skælve.

Astrid tager nænsomt fast om min albue, så hun kan styre mig lidt på afstand fra resten af festen, der er ved at gøre klar til midnat med endnu flere champagneglas. Hun fører mig hen til terrassedøren, hvor en vinterbrise får hårene på mine bare arme til at rejse sig. Astrid stryger sine varme hænder op og ned langs mine arme, lader sine hænder hvile om mine albuer, mens hun træder tættere på mig. Hun sænker stemmen.

”Nu siger jeg noget, helt ærligt, som jeg sikkert ikke burde sige,” begynder hun. Hendes brystkasse hæver sig, hun trækker vejret dybt ind. Jeg genkender det fra de andre gange, hvor hun har doseret mig med ’Astrids sandhed’, som hun kalder det. ”Dine forældre er nogle røvhuller.”

Jeg bliver paf. Min eneste reaktion er at blinke. Med åben mund ovenikøbet, så jeg sikkert ligner en fisk. En meget uintelligent fisk. Astrid klukker lidt, inden hun forsætter.

”Hvis de ikke kan se, hvor vidunderlig en datter de har, så er de nogle røvhuller. Det er fuldkommen lige meget, hvem du vælger at kaste din kærlighed på. Det rager ikke dem, om så du vælger at være sammen med en fra Randers eller Svendborg, eller whatever. De burde elske dig for den, du er, Ellen.” Hun træder endnu tættere på. Åbenbart for at tørre mine kinder, som pludselig er fugtige. ”Mine forældre er også nogle røvhuller, men det græder jeg ikke over længere.” Hun trækker på skuldrene, stadig med hænderne om mine kinder. ”Så det er det, jeg mener. Det bliver nemmere at acceptere, at dine forældre at nogle røvhuller. Du lærer at leve med det.”

Jeg nikker. Det er svært med Astrids hænder om mit ansigt, men jeg vil heller ikke have hende til at give slip. Hun nikker sammen med mig. Et smil trækker langsomt i mine læber.

”Det handler ikke om dem, det handler om dig, Ellen. Det vigtigste er, at du elsker dig selv. Og måske én person mere, men det behøver du ikke beslutte lige nu. Det haster ikke.”

Jeg hikster og forsøger at få styr på mig selv. Astrid giver stadig ikke slip. Hendes fingre er nænsomme mod mine kinder. Der er ikke langt mellem vores næser, men jeg tør ikke røre mig. Ikke før Astrid lægger armene om mig og holder mig tæt ind til sig. Jeg synker praktisk talt sammen i armene på hende. Hendes fingre spreder sig over min rygsøjle, stryger op til min nakke, hvor hun kærtegner de små hår, der altid giver mig kuldegysninger. 

Vores kroppe smelter sammen til en, sådan som hun holder om mig, mens jeg forsøger ikke at græde. Jeg kan mærke hendes hjerterytme mod min mellem vores bryst. Den beroliger mig langsomt, mens Astrid bliver ved med at nusse mig i nakken. Hun efterlader et varmt kys mod min kind, da hun trækker sig væk fra krammet. 

”Når du har besluttet dig, så ved du, hvor du kan finde mig.”

Jeg lægger hånden mod det sted, hvor hendes læber lige før rørte min hud. Det kildrer i mine fingre for at gnubbe mod stedet. Ikke for at viske det væk, men for at gnubbe det ind i min hud.

Uden jeg har været klar over det, har Astrid forplantet sig i mit liv. Hun har formet en plads til sig selv ved min side, som jeg ikke vidste ventede på, at hun dukkede op i mit liv. Før Astrid kom ind i mit liv, havde den plads hele tiden været reserveret og destineret til en anden.

”Jeg har ikke lyst til at møde Adam, Valdemar eller nogle af de andre mænd, du mener, passer bedst ind i mit liv,” vrissede jeg dæmpet til mine forældre. Bestik klirrede mod tallerkner, efterfulgt af en dunkende stilhed.

”Ja så,” sagde min mor stramt. Med stive bevægelser, foldede hun sin serviet og placerede den på bordet ved siden af sin tallerken. Hun sendte et skarpt blik til min far, der stadig forholdt sig tavst. ”Og hvad, om jeg må spørge, havde du så tænkt dig?”

Jeg foldede hænderne i skødet. Undgik min mors ørneblik i det øjeblik, der ville forsegle resten af mit liv. Så rettede jeg mine skuldre tilbage, strøg håret bag øret og vendte mig mod min mor.

”Intet.”

”Intet?!” Forargelsen stod malet i ansigtet på hende. Hendes kinder blussede, og hun blinkede febrilsk. ”Så sig dog noget, Anders!”

”Ellen, det din mor-”

”Hvad mener du med intet?”

”Altså, jeg mener ikke intet som i ingenting,” begyndte jeg forfjamsket at forklare. Jeg skulle have forberedt mig bedre, indså jeg. ”Jeg har bare ikke tænkt mig at lade som om, jeg er interesseret i flere af de mænd, du gerne ser, jeg ender sammen med. Jeg vil selv vælge, hvem jeg skal være sammen med. Jeg vil selv vælge min… partner.” Da jeg lader det sidste ord dvæle over middagsbordet, snerper min mors mund sig sammen.

”Partner.” Hun udtalte det som et skældsord. Min far forholdte sig stadig tavs. Jeg anede en bevægelse, og da jeg turde kigge i hans retning, havde han samlet sin gaffel og kartoffel med sovs op igen. ”Hørte du det, Anders? Partner.”

”Jeg hørte det godt, min skat.” 

Stolen blev hurtigt skubbet væk fra bordet, da min mor brat rejste sig. ”Jeg har mistet appetitten,” annoncerede hun. Jeg fornemmede hendes arrige blik på mig igen, men jeg var for meget en kujon til at se op på hende. Jeg lyttede blot til hendes hastige skridt, da hun forlod spisestuen. Da jeg troede, hun var væk, faldt jeg sammen i min stol. Et øjeblik efter spankulerede min mor tilbage ind i spisestuen og lagde en hånd på enden af spisebordet.

”Du skal ikke forvente at blive inviteret tilbage hertil med denne partner, Ellen. Det siger jeg dig, hvis du opgiver familiens traditioner og værdier på den måde, er jeg ikke sikker på, jeg kan invitere dig ind i vores hjem igen.” Hun vendte ryggen til, før jeg nåede at svare. 

Da hun forlod spisestuen for anden gang, rev hun lidt af mig med sig, som hun efterlod i små krummer på gulvet bag sig.

Nedtællingen til nytår begynder lige om lidt. Spændingen for det nye år formerer sig i luften, mens flere og flere stimler sammen omkring fladskærmen, der hænger på væggen. Der tælles ned til Rådhusurets nedtælling som altid. 

Jeg betragter den gruppe af venner, som jeg har forvildet mig ind i over de sidste par år. De spøjse mennesker, som jeg er begyndt at betragte som en særskilt familie fyldt med mærkværdige personligheder. Det er første år, jeg ikke fejrer nytåret med min familie og den store fest, som mine forældre opsætter. Sjovt nok – eller måske ikke – dukkede min sædvanlige invitation aldrig op. Jeg fik dog en kort mail fra min far, om at min mor bare skal have mere tid, og at vi ses i det nye år. Det var et sært plaster på et åbent sår, som jeg på ingen måde havde regnet med.

Det har taget lang tid, og jeg er stadig ikke i mål, men hvor meget det end gør ondt, at min mor ikke kan acceptere mine valg, så er det mine valg. Det må jeg lære at leve med.

Det vigtigste er, at du elsker dig selv.

Astrids ord ekkoer for mit indre, mens nedtællingen begynder. Jeg finder hende nemt i mængden. Hun holder et champagneglas op, så den nederste del af hendes ansigt er gemt bag den gyldne væske i glasset. Jeg ænser stadig det bløde smil, som jeg pludselig indser, altid har været til mig. Realisationen rammer hårdt i brystet, tager pusten fra mig.

”Otte…”

Min puls sætter farten op uden min tilladelse. 

Astrid svarer på et spørgsmål, som Ida læner sig ind for at hviske i hendes øre. Et trist udtryk glider over Astrids ansigt, før hun genfinder den sprudlende nytårsiver, som alle andre har lige nu. Hun ryster på hovedet, mens hun kigger over på mig.

”Syv…”

Jeg skubber til Simon ved siden af mig.

”Seks…”

Astrid fanger mit blik på tværs af lokalet mellem alle vores venner. Hendes øjenbryn løfter sig en smule. Ikke meget, men nok til at jeg ved, jeg har fanget hendes opmærksomhed. Præcis på samme måde som hun altid fanger min.

”Fem…”

”Jeg har besluttet mig,” fremstammer jeg, da jeg får mast mig frem til hende. Hun sætter sit champagneglas fra sig.

”Du behøver ikke at skynde dig, Ellen.”

”Det ved jeg, men-”

”Fire…”

Jeg tager fat i Astrids hånd, så vi kan træde bare en smule til siden fra den støj, der stiger for hvert tal, der bliver talt ned.

”Tre…”

”Ellen, jeg går ingen steder, det ved du godt, ikke?” Jeg nikker. ”Du behøver ikke træffe nogle beslutninger i aften. Jeg ville bare gerne have, at du skal være glad sammen med os andre. Med mig. Du skal ikke sidde derhjemme alene, hvor du ikke er klar over, hvor elsket du er.” Astrids ansigt lyser op i midnatslysene. 

Hun blænder mig, mere end hun før har gjort. Det er svært at trække vejret.

”To…”

”Træk vejret,” minder Astrid mig om. Hun lægger en hånd på min hals, hvor hun uden tvivl kan mærke min puls dunke afsted. Men hun fjerner ikke hånden igen. Hendes venstre mundvige trækker lidt op, mens hendes tommelfinger stryger ganske let over min hud.

”Jeg har besluttet mig,” siger jeg med så fast en stemme, jeg kan mønstre i det øjeblik.

”En!”

Midt i råbene om godt nytår omkring os, læner jeg mig ind til Astrid og fanger hendes mund med min. Hun smiler mod mine læber, som om hun har ventet på det her øjeblik, siden vi mødtes for så lang tid siden. Måske har jeg også ventet på det, jeg havde bare brug for mere tid til at indse det. 

Astrids anden hånd lægger sig blidt om min kind, mens hun kysser mig. Godt nok startede jeg kysset, men Astrid tager nemt over. Hendes fingre danser over min hud, så det sender små gnister gennem hele min krop. Jeg rækker ud efter hende, mens vores læber mødes igen og igen.

En lille stemme, der lyder foruroligende meget som min mor, fortæller mig, at jeg burde skamme mig over sådan et offentlig udspil af følelser. Men jeg ignorerer stemmen og vikler i stedet min ene hånd ind i Astrids krøller. Hun ler ind i min mund, og så mærker jeg hendes varme tunge mod kanten af mine læber. Den første berøring mellem vores tunger sender et eksploderende lyn gennem hele min krop.

Intet i mit liv har føltes så rigtigt, som det gør at kysse Astrid.

Jeg knuger hende tæt ind til mig, ude af stand til at stoppe med at kysse hende.

Nytårsråbene omkring os ændrer sig gradvist.

De sædvanlige ”Godt nytår!” bliver til flere og flere istemte ulvehyl og pift. Astrid giver ikke slip på mig, men hun lader langsomt vores læber skilles igen. Det er som at komme op til overfladen, og en boble brydes omkring mig.

”Det var fandme på tide!” Er der en, der råber, mens flere griner højlydt og presser sig tættere på for at lykønske… os.

”Ja,” sukker Astrid lavmælt, mens hun stryger lidt hår væk fra min kind og betragter mig ømt. ”Det var det måske, men de bedste ting i livet er værd at vente på.” Hun kysser mig igen, nænsomt og langsomt, som om det nye år først må begynde, når hun er klar til det.

Jeg ved med en overraskende sikkerhed, at jeg er klar til et nyt år. Det er en langsom, men opsigtsvækkende realisation, at intet andet betyder noget, så længe Astrid har lyst til at kysse mig på den måde.