De blinkende neonlys kæmpede en ihærdig kamp for at bryde gennem mørket. Punktet mellem drøm og vågen var svært at skelne. Marias krop trak hende fysisk længere ned med en tung fornemmelse, der forankrede hende til et blødt underlag. Det føltes næsten som om, hun havde slugt en spand sand. Hun var ikke parat til at give afkald på mørket, men hun havde brug for at kunne synke, uden det føltes som et stykke sandpapir trukket gennem halsen på hende. Med lidt besvær fik hun samlet lidt spyt i munden. Det kradsede stadig i halsen, men det hjalp. Det gjorde det også nemmere at trække vejret.
Hvilket også gjorde det nemmere at åbne øjnene, og…
Fuck.
Synet, der mødte hende, fik glimt fra aftenen før til at fare forbi hendes indre som en alt for hurtig filmtrailer. Maria satte sig brat op. Efter en ufrivillig tur rundt om sig selv, faldt hun hurtigt tilbage i sengen.
Det var en seng, bekræftede hun, da hun følte på madrassen og dynen over sig. Jo, det var en seng, men det var ikke hendes seng. Med dynen under hagen satte hun sig lidt langsommere op, for at gøre status over omgivelserne.
Det var svært at se gennem søvnen, men det var tydeligt, at Maria befandt sig i et soveværelse. På sengebordet ved siden af stod et glas vand, som hun ivrigt rakte ud efter. Mens hendes hals forvandlede sig tilbage fra en ørken, kiggede hun videre i værelset. Der stod en kommode på den anden side af rummet, hvor en skuffe var halvt åben og noget, der lignede en skjorte, hang ud over kanten. Der lå flere strømper rundt på gulvet, og åh gud!
Var det Marias trusser, der lå i hjørnet?
Hun var på vej ud af sengen, for at samle dem op, da det gik op for hende, at hun ikke havde en trevl på kroppen. Hendes tæer føltes som istapper, og hun skramlede hurtigt tilbage i sengen. Men der kunne hun ikke bliver for evigt. Især ikke eftersom det her ikke var hendes lejlighed.
Med dynen tæt omkring sig, kravlede hun over til vinduet. Gaden nedenfor lignede alle andre med en Netto på hjørnet, som alle andre steder. Maria kneb øjnene sammen. Enten var hun for langt væk, eller også havde sandet fordoblet sig i hendes øjne til at læse vejskiltet over den lukkede kiosk.
Hvor havde hun gjort af sin telefon?
Da hun vendte sig væk fra vinduet, hørte hun lyde fra den anden side af døren. Hun var altså ikke alene. Hun turde ikke tænke på, hvorfor hun var nøgen i en fremmedes lejlighed.
Hvorfor havde hun også drukket så mange tequilashots aftenen før?
Nå jo.
Men det var ikke vigtigt lige nu. Det hun mest af alt havde brug for, var hendes tøj. Hun lukkede øjnene, masserede sine tindinger og forsøgte at erindre aftenen før. Da det hjalp lige vidt, forsøgte hun at lede efter mere af sit tøj. Først fiskede hun sine trusser op, som hun hastigt fik på igen. Mens hun holdt dynen omkring sig med en hånd, og den anden i gang med at hive trusserne op, fik hun øje på sin kjole. Så langt så godt, men hvor i alverden var hendes bh? Og hendes strømpebukser?
I det mindste kunne hun tage kjolen på, med drinkspletter og det hele, og forsøge at snige sig ud af lejligheden. Men hun havde stadig brug for at finde sin telefon, som hun håbede, stadig var i hendes taske sammen med hendes nøgler.
Efter at have lyttet ved døren i et par minutter, tog hun mod til sig og åbnede den så lydløst som muligt. Der var en lille gang på den anden side, som ledte videre til tre andre døre. Maria håbede inderligt, at en af dem var døren ud.
Inden hun nåede at prøve en af dem, åbnedes en anden på klem, og hun udstødte et forskrækket pip, før hun smækkede døren i.
”Når du føler dig klar til det,” lød en venlig mandsstemme fra den anden side, ”har jeg morgenmad parat i køkkenet. Det er døren overfor den, du lige smækkede med.” Maria hørte et par skridt og en anden dør knirke, før hendes lunger ikke var på vej til at krepere uden hendes samtykke.
Åh gud, tænkte Maria, for hun genkendte den stemme. Hendes alkoholiserede hjerne skulle bare lige indhente resten af hukommelsescentret fra aftenen før. I sidste ende krævede det, at hun stødte panden let mod døren, inden hun kom i tanke om det.
Oliver!
Som om det ikke var galt nok, måtte Maria bruge et par minutter på at erkende, at siden Oliver var startet i HR afdelingen på arbejdet, havde hendes betagelse udviklet sig til en voksende forelskelse. Til dagligt havde de ikke alt for meget med hinanden at gøre, hvilket gjorde det nemmere at håndtere de teenage-udsvingninger, hendes hormoner gjorde krav på, så snart Oliver hilste på hende.
Hun kæmpede stadig en brav kamp for at mindes aftenen før, og hvordan i alverden hun kunne være endt i Olivers seng – nøgen!
Måske havde de sidste Tequilashots ikke været den bedste ide. Men nyheden om Charlottes forfremmelse, som Maria havde arbejdet for at opnå, havde næsten slået hende ud. Det var Idas ide at drukne sorgerne i Fredagsbaren.
Maria klemte øjnene i, da flere minder susede forbi nethinden. Selvfølgelig var hun ikke stoppet i Fredagsbaren. Hun var fulgt med en håndfuld af sine kollegaer, inklusive Ida og tilsyneladende Oliver, i byen. Hun mindes svage glimt af forskellige butiksskilte, inden de fandt et sted, hvor de serverede stærke drinks og spillede høj musik. Derfra var det som om, der blev lagt cellofan over hendes indre blik.
”Jeg har også kaffe,” hørte hun Olivers stemme igen, i samme øjeblik hendes næse indfangede duften af bryggen.
Maria sukkede tungt. Der var intet andet for det. Måske var hun heldig, at Oliver havde hendes taske med resten af hendes ejendele. Måske havde han svarene på, hvorfor hun ikke kunne finde sin bh.
Der var ikke noget spejl på værelset, så Maria gjorde sit bedste for at sikre, at kjolen sad nogenlunde. Hun kiggede en sidste gang efter sine strømpebukser og bh, men uden held, og tog så mod til at sig til at åbne døren. Duften af kaffe var stærkere nu. Den indgød en beroligende fornemmelse i hende, og hun listede forsigtigt over til den modsatte dør. På den anden side af døren fandt hun et lille køkken med Oliver midt i det hele. Han stod med ryggen til, hvilket gav Maria et øjeblik til at nærstudere ham.
Oliver var iført en hvid t-shirt, der sad tæt uden at sidde for tæt. Hun kunne se, hvordan hans skulderblade bevægede sig, mens han flyttede på de ting, han havde gang i på køkkenbordet. De sorte joggingbukser og grå strømper så overraskende komfortable ud, og Maria ville ønske, hun kunne låne et par til turen hjem. Oliver havde bøjet nakken, men Maria genkendte straks hans mørke hår, som altid var lidt længere i nakken. De mørke lokker så bløde ud, og Maria måtte undertrykke lysten til at røre ved det.
Efter en dyb vejrtrækning, rømmede hun sig.
Oliver vendte sig med det samme og overvældede Maria med sine mørke øjne, der først så bekymret ud, men idet han rigtig fik øje på hende, ændrede hans bekymring sig til glæde.
”Du er vågen,” konstaterede han og gestikulerede mod en kop kaffe, der ventede på et topersoners spisebord i hjørnet ved det ene vindue. Maria sank klumpen i halsen, der var begyndt at føles som en ørken igen.
”Sådan da,” mumlede hun og tog langsomt plads ved bordet. Hun lagde hænderne om kaffekoppen, mærkede varmen fra porcelænet og slappede for et kort øjeblik en smule mere af. Hendes blik dansede over bordet.
”Øh, har du noget sukker?” Hviskede hun.
”Selvfølgelig.” Oliver lød alt for munter. Alt for frisk til Marias dunkende tømmermænd, der var flyttet ind i løbet af morgenen og nu var i gang med at hænge alt for mange billeder op på indersiden af hendes kranie.
Oliver fandt en pose sukker fra en skuffe og satte den på bordet foran Maria.
”Tak,” fik hun spagt sagt, inden hun skovlede tre store skefulde i sin kaffe og tog den første mundfuld.
I lang tid sagde ingen af dem noget. Maria fokuserede på at drikke sin kaffe, mens tømmermændene havde fundet en slagboremaskine frem for at hænge en lampe op inde i hovedet. Hun gjorde alt, hvad hun kunne, for ikke at kigge på Oliver, selvom hun nærmest kunne mærke, hvordan han betragtede hende. Da halvdelen af kaffen var tilbage, drejede Maria sig akavet i stolen mod Oliver.
”I aftes,” begyndte hun i et forsøg på at finde de rette ord. Oliver drak stille sin kaffe, mens Maria mest af alt havde lyst til at dø indvendigt over, hvad hun var nødsaget til at spørge om. Hun så op på Oliver, der holdte sin kaffekop foran den nederste halvdel af sit ansigt. Det forhindrede hende ikke i at se de smilerynker, der strakte sig på hans kinder.
”Hvor meget kan du huske?” Spurgte han dæmpet, som om det var helt normalt, at Maria var vågnet nøgen i hans seng. Maria krympede sig, gned på sine tindinger og udstødte et forpint suk. ”Ikke særlig meget, antager jeg,” konkluderede Oliver og tog plads overfor hende. Med sig placerede han en tallerken foran dem begge.
To spejlæg lå ved siden af et stykke ristet toastbrød – fuldkorn. Oliver rakte over til køkkenbordet igen, hvorfra han frembragte et par skoleagurker. Maria kunne ikke skjule overraskelsen over den ret så imponerende morgenmad. Hun vidste godt, at Oliver gik op i, hvad han spiste. I modsætning til mange andre af sine kollegaer, havde Oliver stort set altid selv mad med til frokost, fremfor at købe en eller anden færdigret i den Netto, der lå for enden af vejen. Maria havde altid været imponeret over, hvor veludtænkt hans frokoster var. Hvis hun skulle være ærlig, var det også en faktor, der spillede ind i hendes tiltagende forelskelse i Oliver. Han var mere moden end mange andre mænd, hun havde mødt og datet.
”Øh, nej. Jeg…” Maria tøvede, usikker på hvor meget hun helt præcist skulle fortælle. I sidste ende var der ikke andet for, end at hun måtte fortælle alt, hvad hun kunne huske. Sandsynligheden for at Oliver kunne udfylde hendes blanke huller var meget større, end at hun selv ved magisk vis kunne huske det hele. ”Jeg husker, vi drak øl i Fredagsbaren. Og at vi fulgtes videre derfra. Jeg tror nok, at Ida og jeg begyndte på nogle Tequilashots.” Maria kneb øjnene sammen. ”Rettelse; jeg ved, jeg fik Tequilashots. Men jeg kan ikke huske hvor mange.”
”Det tror jeg, er godt nok, at du ikke kan.”
Maria spærrede forfærdet øjnene op. Denne gang kunne Oliver ikke fortrænge det smil, der langsomt spredte sig i ansigtet på ham.
”Nej.” Maria forsøgte at fatte sig. ”Nej, det har du nok ret i. Men resten derefter er… ret tåget.” Hun fokuserede på koppen foran sig. Porcelænet var helt hvidt. Der var lidt mønster i, men det var uden farver. Kaffen var stadig varm. Hun lagde mærke til, at der var et ur et sted i køkkenet. Det gik hun i hvert fald ud fra, eftersom hun kunne høre den sagte tikken i tavsheden efter hendes sidste kommentar. Hun måtte tage mentalt tilløb for at kigge over på Oliver igen.
”Vi havde ikke… jeg mener, gjorde vi noget…” Hun fumlede efter ordene, pinlig berørt over sig selv og sin opførsel. Hun var for pokker 29 år gammel. Hun burde ikke være i den her situation. Ikke længere. Det var måske noget, hun gjorde for fem år siden. Men ikke længere. Hun havde arbejdet hårdt for at lægge den del af sit liv bag sig.
Den nedtrykte stemning satte sig fast i hende, og hun hang hovedet i hænderne.
”Nej,” rømmede Oliver sig, og Maria fik næsten hold i nakken, så hurtigt rettede hun sig op. ”Vi lavede ingenting. Det er måske gammeldags af mig, men jeg foretrækker mine partnere noget mere ædru til den slags. Og i stand til at tale noget mere sammenhængende.”
”Åh gud,” jamrede Maria og gemte hovedet i hænderne igen. Oliver lo stille, mens han skænkede mere kaffe op til sig selv. ”Men hvordan…”
”Hvordan endte du så nøgen i min seng?” Oliver lød lidt for kæk. Det var ikke spor sjovt, syntes Maria. Hun kiggede gennem sine fingre på ham. Fregnerne var tydelige i morgensolen over Olivers næseryg, men det var stadig hans mørke øjne, der var alt for dragende og forførende. ”Det undrede jeg mig ærlig talt også over.”
”Så du ved det ikke?” Spurgte Maria forvirret. Hvordan kunne Oliver ikke vide det? Det var hans lejlighed, hans seng!
”Åh jo, jeg ved det skam godt. Jeg undrer mig bare stadig over det.” Han skubbede kaffekanden over bordet, Maria tog imod den tavse opfordring og skænkede sig selv mere kaffe. ”Du rev hul i dine strømpebukser sidst på aftenen. Det antager jeg i hvert fald, for på et tidspunkt kom du og Ida tilbage fra toilettet, hvor du svingede dem over hovedet, inden du meget dramatisk kylede dem i den nærmeste skraldespand.”
Hvert ord fra Oliver fik det til at løbe ned af nakken på Maria. Hun sympatiserede pludselig ret meget med den onde heks, der smeltede og kunne forsvinde i en vandpyt. Oliver rømmede sig igen, inden han fortalte videre.
”Herfra er jeg selv en del i tvivl om, hvad der skete. Jeg har aldrig oplevet nogen så fuld, som du var i aftes, Maria.” Han lød både imponeret og skuffet, hvilket fik Maria til at krympe sig endnu mere. ”Jeg havde troet, at Ida ville hjælpe dig hjem, men hun forsvandt med en eller anden fyr, jeg ikke kendte. Jeg kunne ikke få mig selv til at lade dig finde hjem alene i din tilstand, så jeg tilbød at hjælpe.”
”Åh, øhm, mange tak. Men hvordan…”
”Du kunne ikke huske din egen adresse. Så jeg tog dig med herhjem. Jeg regnede med, at du kunne sove på sofaen, men du havde tydeligvis andre planer.” Han flyttede lidt på sig i stolen, og Maria mærkede, hvordan hendes kinder blussede af varme. Små glimt fra aftenen før begyndte pludselig at skære sig gennem tågen i hendes hjerne.
”Nej, nej, nej,” gentog hun for sig selv, men selvfølgelig hørte Oliver det.
”Du lavede et eller andet trick. Det er lidt svært at forklare, for jeg tror ikke, det helt lykkedes, som du gerne ville. Det endte i hvert fald med, at du hev din bh ud fra din kjole og smed den ud af vinduet. Da jeg kom tilbage med et glas vand og et par Panodiler til dig, havde du smidt resten af dit tøj og var kravlet i min seng. Jeg sov på sofaen,” afsluttede han sin forklaring. Olivers kinder havde også fået noget mere farve, mens han fortalte om Marias miserable forføringsteknik.
”Undskyld, jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Undskyld. Det var… undskyld, jeg er normalt ikke… bare… undskyld.” Maria sank sammen i stolen. Hun kunne ikke kigge på Oliver længere. Billeder af hele affæren, selvom hun ikke kunne huske det, udspillede sig lystigt i hendes hoved.
”Hey,” Olivers stemme var faldet en oktav, da han rakte ud og lagde en forsigtig hånd på Marias. Det gav et sæt i hende. ”Det er okay, men øhm… bare til en anden gang, du kunne også bare spørge, om jeg vil drikke en kop kaffe med dig?” Han smilte skælmskt og drillende. Maria stirrede forbavset tilbage på ham. Gulvet måtte gerne åbne sig under hende lige nu.
”Hvad?”
”Du snakkede en del,” begyndte Oliver. Maria mærkede varmen i sine kinder igen, og hun ønskede pludselig, at hun ikke havde taget imod tilbuddet om morgenkaffe. Hun gemte ansigtet i hænderne, mens hun sagde svagt, ”Hvad sagde jeg?”
Gennem sine fingre så hun, at Oliver trak let på skuldrene. Han udnyttede tiden til at tage en slurk kaffe, inden han kunne ydmyge hende endnu mere med hendes fulde bedrifter.
”Du nævnte noget om mit hår.” Han trak forlegent på smilebåndet. Maria lagde hænderne fladt på bordet. Lettelsen blev dog hurtigt oversvømmet af flovhed, da inden Oliver forsatte. ”Noget med at du gerne ville, øh,” tøvede han, og undgik hendes blik.
Åh nej.
Maria havde tabt overblikket over, hvor meget hun følte sig som en struds på så kort tid. Hvad end hun havde sagt, kunne det ikke være helt stuerent, når Oliver undgik hendes blik på den måde. Han flyttede lidt på sig på stolen, slog blikket ned i bordet og mumlede noget ned i sin kop.
”Undskyld,” sagde Maria. ”Det hørte jeg ikke.” Hvor ville hun ønske, at hun kunne huske meget mere fra aftenen før. Det var næsten endnu værre at få det genfortalt af Oliver på den her måde.
”Du ville gerne hive fat i mit hår, mens du…. red mig.” Til trods for at han sagde de sidste ord så lavt, så Maria halvt måtte mundaflæse, genlød de alligevel som om nogen havde råbt dem i en megafon i det lille køkken. Maria tabte kæben. Hvordan kunne hun forsvare sin lystne underbevidsthed, der var blevet frigjort af et ukendt antal Tequilashots?
Det var ikke fordi, det ikke var sandt. Hun havde tænkt de tanker om Oliver – flere gange. Men det var én ting at tænke dem for sig selv, eller måske dele med veninderne en fredag aften over et glas vin. Det var en helt anden ting at sige det højt til manden, det drejede sig om. Maria forsøgte forgæves at fremmane den heks, hun havde troet hun var, siden hun læste Harry Potter for første gang, så hun kunne slette alt dette fra Olivers hukommelse. Det virkede bare heller ikke denne gang.
”Undskyld,” var det eneste hun til sidst fik fremstammet. Hun krympede sig i stolen og var slet ikke forberedt på Olivers næste spørgsmål.
”For hvad?”
”For at sige… øh, det.”
”Er det da ikke sandt?” Han lød næsten fornærmet. Maria kiggede overrasket op på ham, fremfor at nedstirre sin kaffe, der tilsyneladende heller ikke havde tænkt sig at drukne hende og redde hende fra den her samtale. Oliver havde skubbet sin kop fra sig. Nu sad han lettere lænet tilbage og studerede hende men sammenknebne øjne. Maria kunne ikke gennemskue hvilke reaktioner, hun skulle udvise.
”Jo,” mumlede hun forsigtigt, hvortil Oliver nikkede. ”Men jeg burde ikke have sagt det.”
”Burde du ikke?”
”Ikke på den måde i hvert fald, det var slet ikke min mening-”
”Hvordan burde du så have sagt det?”
Maria tav. Hun åbnede munden for at komme med et svar, men der kom intet. Olivers ene mundvige trak lidt op.
”Det er okay,” sagde han så, inden han satte deres halvtomme og lunkne kaffe i vasken. Han talte videre, mens han havde ryggen til. ”Du må gerne have lyst til den slags. Det gør mig ikke noget. Faktisk er jeg glad for, at du sagde det.”
”Er du?” Maria stirrede på Olivers ryg. Hans skulderblade hævede og sænkede sig langsomt med hver bevægelse. T-shirten krøllede over hans muskler. Maria blev nødt til at løsrive sig fra at stirre på ham, inden han vendte sig om og blev mødt med hendes intense beundring af ham.
”Ja. Det gør det på en måde lidt nemmere at spørge dig om det, jeg har haft lyst til at spørge dig om, lige siden jeg mødte dig i kantinen første dag på arbejdet.” Han vendte sig om, støttede hænderne på bordkanten bag sig og, åh. Bevægelsen fik musklerne på hans overkrop til at stå endnu tydeligere under trøjen. Maria bed sig i underlæben og tvang sig selv til at kigge højere oppe på hans ansigt.
”Åh?” Udstødte hun. Indvendigt rullede hun øjne af sig selv og hendes mangel på ord i situationen. Men Olivers indrømmelse havde pludselig vendt det hele på hovedet. Han nikkede.
”Jep. Jeg vidste bare ikke, hvordan jeg skulle spørge, om du havde lyst til at gå ud med mig. Det virker så gammeldags. Desuden måtte jeg lige læse op på reglerne i HR, så jeg ikke overtrådte noget som helst.” Han lo sagte uden at tage blikket fra hende. ”Jeg vil gerne beholde mit arbejde, men jeg vil også gerne lære dig meget bedre at kende, Maria.”
Maria sank den klump, der havde sat sig fast i halsen på hende.
”Men måske vi skulle starte med at lære hinanden lidt bedre at kende, før vi…” Han gestikulerede ud i luften mellem dem. Maria spærrede overrasket øjnene op. Midlertidig lammet af forbløffelse, nikkede hun kortfattet.
”Spis din morgenmad. Jeg tager et bad, så du har lidt ro til at tænke over. Men Maria?”
”Ja?”
”Vil du love mig, at du stadig er her, når jeg er færdig?”
Maria blinkede flere gange uden at svare. Olivers øjne var milde og indbydende. Hun havde ikke indtrykket af, at han holdt hende for nar. Måske kunne hun for engang skyld være heldig og falde for en fyr, der også var faldet bare en lille smule for hende. Måske kunne hun for engang skyld være heldig og rent faktisk indlede noget med en mand, som ikke var en narhat eller kun ude på at komme i seng med hende. Selvom, hvis alt, hvad Oliver havde sagt indtil nu, var sandt, var han heller ikke imod det. Måske var Maria færdig med at træffe dumme beslutninger, som hun gjorde for fem år siden.
Hun nikkede med et forsigtigt smil på læberne. ”Okay.”
Oliver nikkede også, tilfreds med situationen. ”Okay, der er mere kaffe på kanden, hvis du vil have det, men husk at drikke noget vand også.” Han spillede med fingrene over dørkarmen en enkelt gang, før han forsvandt og kort tid efter kunne Maria høre vandet løbe ude på badeværelset.
Mens hun spiste, forsøgte hun ikke at tænke for meget over alt, der var sket i løbet af det sidste døgn. Hun nægtede at tænke på Charlotte. Det problem kunne vente til mandag. I stedet forsøgte hun at fremkalde flere minder fra aftenen før med hver slurk varm kaffe. Hun håbede, at kommentaren om Olivers hår havde været den værste. Samtidig ville hun meget gerne vide det, hvis det ikke var tilfældet. Men lige meget hvor mange mundfulde kaffe hun brændte sig på, eller hvor lækkert spejlægget var, kom der ikke flere glimt tilbage på nethinden. Hun sukkede og rejste sig forsigtigt, så hendes lår ikke klistrede for meget til stolen under hende. Hun savnede sine strømpebukser. Og sin bh. I det mindste havde hun stadig sine trusser, mindede hun sig selv om.
Hun var i færd med at skylle sin tallerken, da hun lagde mærke til, at bruseren ikke længere larmede ude fra badeværelset. Det var svært at trække tiden ud med at vaske to tallerkner og to kaffekopper. De stod allerede til tørre, da Oliver vendte tilbage til køkkenet med vådt hår. Det klædte ham også alt for godt, måden det hang lidt over panden og det ene bryn. Maria trak vejret dybt ved synet af ham. Hans øjne søgte rundt i køkkenet, da han ikke fandt hende på stolen, hvor han havde efterladt hende. Da han fik øje på hende, lyste hans ansigt op i et ægte smil. Maria lagde mærke til, at han kun havde et smilehul på den venstre kind.
”Hey,” sagde han henkastet, som om hun ikke lige havde tilbragt natten i hans seng. Nøgen.
”Hey,” svarede hun henkastet, som om hun ikke stod lettere halvpåklædt i hans køkken.
”Jeg tror-”
”Har du lyst-” Sagde de i munden på hinanden og brød så ud i en fælles latter. Oliver havde stadig et håndklæde i hånden, som han viftede i Marias retning. Hun rømmede sig og prøvede igen.
”Jeg tror, jeg hellere må tage hjem. Jeg kunne også godt trænge til et bad.” Hun flyttede sig bare ikke ud af stedet. Oliver nikkede.
”Jeg ville have tilbudt dig, at du kunne tage et bad her.”
”Tak, men jeg tror, det er bedst, hvis jeg tager hjem.”
”Kan du huske din adresse nu?” Drillede han.
”Ja, det tror jeg godt, jeg kan,” forsikrede hun ham mellem latteren. ”Og øh, tak for mad. Og for at lade mig sove her i nat.”
”Det var så lidt. Skulle det være en anden gang,” tilbød han. Maria betragtede ham. Han mente det alvorligt. Der var en undertone af noget mere i hans tilbud, som hun ikke kunne afvise. Hun havde ikke lyst til at tage hjem.
Lige i det øjeblik havde hun lyst til at krydse de få skridt, der var mellem dem, og gribe fat i hans fordømte smukke hår, så hun kunne hive hans hoved tættere på sit eget for at kysse ham. Lysten var så stor, at det gav et sug i maven, for hun var sikker på, at det ikke udelukkende var hendes egen lyst.
Men hun gjorde det ikke.
I stedet takkede hun ja til tilbuddet og lod sig følge ud i den lille entre, hvor Oliver mirakuløst fandt hendes støvletter. Han fastholdt en respektfuld afstand mellem dem, mens hun fik vendt sin jakke den rigtig vej. Da hun vendte sig mod ham igen, holdt han en dråbeformet håndtaske mellem hænderne. Maria åndede taknemmeligt op, da hun så den. Hun bad til en hvilken som helst gud, at hendes ting stadig var deri. Oliver rakte den frem mod hende.
”Den ringede et par gange i løbet af natten. Jeg lod den bare ringe. Det var sikkert Ida eller en af de andre, der ville sikre sig, at du var kommet sikkert hjem. Jeg skrev en sms til Ida, da den ringede for sjette gang. Bare for en sikkerheds skyld.”
Maria krympede sig igen, da hun tog i mod tasken og lagde remmen over skulderen.
”Tak. Igen,”
Oliver rømmede sig, stak hænderne i lommen og så lidt forlegen ud.
”Der er en sms fra et ukendt nummer på din tlf. Når du har lyst, kan du bare skrive, så skal jeg nok svare.”
Maria klemte tasken med sin telefon tættere ind til kroppen. Den skjulte skat Oliver havde sendt til hende, betød mere, end hun havde regnet med.
”Det glæder jeg mig til,” sagde hun som afsked, inden hun forlod Olivers hjem for den første gang. Hun var fast besluttet på, at næste gang hun var hjemme hos ham, ville hun være ædru. Om hun ville være med eller uden bh, det måtte tiden vise.
Skriv et svar