Smerte synger op gennem min underarm. Daniel vender ind mod vasken igen, et smørret grin midt i ansigtet. Fugten og det hurtige dask fra viskestykket svier kortvarigt, men det er nok til at vriste mit fokus væk. Væk fra det, jeg absolut ikke burde fokusere på, men som min besatte hjerne altid styrer direkte imod, så snart det er inden for rækkevidde. ”Sæt lige tallerknerne på plads,” siger Daniel og peger mod opvasken, vi næsten er færdige med. Jeg nikker, sætter tallerknerne på plads uden et ord og gør mit bedste for ikke at se mig over skulderen igen.
Bag mig lyder der et svagt slurp, da Daniel hiver proppen ud af vasken, så vandet kan løbe ud. Kliren fra de sidste kopper og glas, han sætter på plads. Den mest overdøvende lyd af dem alle er den sagte nynne, der kommer fra den anden ende af Daniels lille lejlighed. Den er svag og næsten uhørlig, men jeg opfanger hver eneste tone, hver eneste skift i volumen på den velkendte sang, som hun bliver ved med at nynne om og om igen. Det burde drive mig til vanvid, ligesom det gør med Daniel, men det gør det ikke. Tværtimod. Et sted i mit bryst falder noget til ro, så snart jeg hører den melodi fra hende.
Jeg burde ikke vende mig om.
Samtidig ved jeg, at jeg gør det uanset hvad, for jeg kan ikke lade være.
Mit blik lander med det samme på Elin, der sidder sammenkrøllet i hjørnet af sofaen. Med knæene oppe under hagen læner hun sig frem for at læse i sin bog. Jeg nåede kun at se de mørke farver, og hvad jeg tror var en slange på forsiden, før hun vimsede ind og satte sig til rette. Hun har samlet sit lange lyse hår i et hårspænde på toppen af hovedet, men løse lokker bliver ved med at falde ned og kilde hende, inden hun skubber det bag øret, for hver side hun vender. Kampen for ikke at stirre for meget raser indeni mig. Det er fandme svært, når hun har de skide små shorts på med en alt for stor t-shirt. Mit blik drages som en magnet til hendes bare hud.
Det er Elin, der nynner den melodi, der har imprægneret sig i mit indre.
Daniel kender heldigvis intet til min vanvittige besættelse af hans søster. Hvis han nogensinde fandt ud af det, ville jeg mine dage sikkert være talte.
I den tid jeg har kendt Daniel, har han været ekstra beskyttende overfor sin søster. Han har aldrig fortalt hvorfor. Deres familieforhold har altid været anderledes end så mange andre af os på studiet, og han har aldrig lagt skjul på, at hans lillesøster er den person i verden, der betyder mest for ham.
Det er derfor, det er ret problematisk.
Jeg har været bedste venner med Daniel i næsten otte år.
Jeg har været dybt forelsket i hans lillesøster i lidt mere end fem år, og mindre besat af hende, så snart hun er i samme lokale som mig, i lidt over et år. Jeg erkender, at det er et problem, men min hjerne nægter at ændre på noget i mit hjerte.
De første tre år var der ikke noget at komme efter. Jeg så hende knap nok, i al den tid vi brugte på studiet. Daniel og jeg fandt en lejlighed tæt på campus, hvilket gjorde alting lettere for hver vores skema med studie og det studiejob, vi mere eller mindre delte. Der var ikke tid til meget andet i vores liv i de første år, foruden de mange fester, som vi ikke kunne sige nej til. Universitet slugte vores liv og vores omgangskreds, indtil vi ikke kunne følge med. De mange fester ødelagde vores fokus, vores bankkonti, der i forvejen blødte voldsomt, når vi skulle overføre penge til huslejen.
Det var Elin, der bankede fornuft ind i Daniels hoved. Bagefter bankede han noget af den samme fornuft ind i mit hoved.
Det resulterede i, at vi begge måtte tage to semestre om, efter for mange dumpede eksaminer. Daniel var hurtigere end mig til at indhente det meste. Til min overraskelse har han aldrig nævnt det eller hoveret. Når jeg tænker tilbage, tror jeg, det var fordi Elin også havde brug for hans hjælp.
Det var dengang, hun skulle finde sit eget sted at bo.
Det år boede hun på et kollegie. Alligevel kom hun hjem til os et par gange om ugen for at sikre sig, at hendes bror ikke opførte sig som en idiot (igen). Det var hendes ord, men måden hun sagde det på, satte sig fast. Fra da af blev jeg mere og mere opmærksom på Elin.
Når Daniel blev nødt til at tage de sene vagter på arbejdet, endte Elin og jeg med at vente sammen, indtil Daniel kom hjem, så hun ikke behøvede at høre på de andre, der boede på kollegiet og ikke respekterede de uskrevne regler om støj efter et vist tidspunkt. Langsomt begyndte jeg at lære hende bedre at kende.
Hun fortalte mig om hendes livsplan, som hun meget detaljeret havde opdelt i perioder af fem år. Hun skulle på universitetet, ligesom sin bror, indtil hun fyldte 25. Herefter skulle hun finde sit første job, hvilket hun havde fem års studier til at afgøre, hvad det skulle være. I løbet af de fem år på hendes første arbejde var det meningen, hun skulle møde en, som hun kunne se sig selv blive gift med, for hun havde planer om at få sit første barn, inden hun fyldte 35.
Jeg var mildest talt chokeret, da hun præsenterede planen for mig. Det virkede absurd, at en pige på 19 havde udpenslet sit liv på den måde og med så mange detaljer. Men jo mere jeg lærte hende at kende, gik det op for mig, at det var sådan, Elin altid havde været. Daniel fortalte mig en historie, fra da hun var 8. Hun havde besluttet, at hun ville lære at gå på stylter, inden hun fyldte 10 år. Og det gjorde hun. Hvorfor hun havde besluttet sig for lige netop det, var der ingen, der fandt ud af. Men det var første gang, Elin satte sig et mål på den måde, og det forsatte hun med.
”Sover du på sofaen i aften? Igen.” Daniels mildt irriterede stemme bringer mig tilbage til nutiden, tilbage til Elin, der sidder på vores sofa og nu svinger sin ene fod frem og tilbage. Hun kigger fraværende op, blinker til sin bror, som om hans spørgsmål er overflødigt.
”Det troede jeg, vi havde aftalt?”
Daniel fnyser. Selv med ryggen til fornemmer jeg, hvordan han ruller med øjnene af sin søster. Jeg kan ikke lade være med at bide et grin i mig over deres opførsel. Jeg har ingen søskende at skændes med på den måde. Jeg skændtes lidt med Elin i starten. Indtil tingene ændrede sig. Indtil det gik op for mig, at jeg ville modsige hendes argumenter med min mund presset mod hendes. Da indså jeg, at jeg måtte skabe mere afstand mellem os.
”Dynen og puden ligger, hvor de plejer,” siger Daniel stadig med ryggen til, inden han trasker ind på sit værelse. Han lader døren stå vidt åben. Jeg ved ikke, om det er bevidst fra hans side. Så vidt jeg ved, kender han intet til mine følelser for hans søster. Måske er det bare hans overbeskyttende side, han ikke kan slukke for.
Elin placerer sit bogmærke i sin bog, lægger den fra sig og sætter kursen mod skabet i gangen, for at hente den ekstra dyne og pude, som jeg er sikker på må dufte svagt af hende, efter alle de gange hun har sovet på vores sofa.
Elins plan om at flytte fra kollegiet gik ikke, som hun ville. Efter et år på et kollegie fandt hun et andet, som hun troede var bedre. Det var det tydeligvis ikke. Nu overnatter hun på vores sofa flere dage om ugen, end hun sover i sin egen seng.
Første gang Daniel spurgte, om det var okay, at hun sov hos os, kunne jeg ikke komme med et passende svar. Så jeg holdt min mund, hvilket Daniel læste som afvisende. Jeg måtte opfinde en lang forklaring for at skjule min iver over at have hende i lejligheden. Det eneste jeg kunne tænke på, var, hvor tæt på Elin jeg ville være. Det er snart et halvt år siden. På nuværende tidspunkt har Elin sin egen hylde ude i badeværelsesskabet, hun skriver ting på en indkøbsseddel, hun taper fast til køleskabet, og hun sørger for, at der altid er ekstra toiletpapir.
Jeg tilbringer mere tid med Elin end Daniel. Det er lige dele tortur, som det er de bedste øjeblikke i mit liv. Alligevel sulter jeg efter mere.
”Jeg skal nok hente dem til dig,” tilbyder jeg og stryger forbi hende. Den svage duft af Elins parfume sidder stadig i puden. Jeg hader mig selv lidt mere, men jeg giver stadig efter og trækker vejret dybt ind. Duften af Elin omfavner mig i tre lange sekunder.
Da jeg vender tilbage, er Elin i færd med at folde sofaen ud til den seng, hun næsten har formet efter sin egen krop. Hun står foroverbøjet for at hive i nogle hynder, så jeg bliver konfronteret direkte med hendes røv.
Min hjerne kortslutter.
De små cowboyshorts slutter lige over hendes fyldige lår. Hvis hun strakte sig lidt længere frem, ville undersiden af hendes baller være synlig. Mine bukser strammer ubehageligt, da Elin pludselig begynder at ruske i nogle af sofahynderne for at gøre det mere komfortabelt. Jeg lukker øjnene hårdt i, men synet af hendes røv, der svinger fra side til side er brændt ind i min hjerne.
Da hun retter sig op med en tilfreds lyd, falder den forvoksede t-shirt ned over hendes hofter, og jeg kan trække vejret igen.
”Værsgo’,” siger jeg gennem sammenbidte tænder.
”Tak,” siger Elin med et stort smil. Hun krammer dynen og puden ind til sig og kigger så op på mig med sine store blå øjne. ”Du har ikke set foran i Greys uden mig, vel?”
Jeg ler højlydt. Inde fra sit værelse griner Daniel også.
”Det kunne jeg aldrig drømme om,” lover jeg. Elin hæver tilfreds øjenbrynene, inden hun gør sovesofaen færdig. Så klapper hun på pladsen ved siden af sig selv, og jeg rækker hende fjernbetjeningen, mens jeg indtager min plads.
Det begyndte en aften, hvor Daniel kom senere hjem, end han plejer. Elin og jeg talte det meste af aftenen om alt og intet, mens jeg indvendigt debatterede med mig selv, hvor idiotisk det ville være at lægge an på min bedste vens søster, til trods for hvor sød og smuk hun så ud. Elin havde tændt for en serie, som hun havde set flere gange, og som hun påstod hjalp hende til at falde i søvn de dage, hvor hendes hjerne ikke ville slukke af sig selv.
Jeg kunne ikke få mig selv til at fjerne mig fra hendes selskab og siden da, har vi set et afsnit eller to af Greys hvide verden, hver gang hun overnatter på sofaen. Daniel nægter at se det sammen med os.
”En gang var nok,” konstaterede han første gang, han kom hjem og fandt os på sofaen sammen. I hver sin ende af sofaen, selvfølgelig.
”Jeg skal tidligt i seng, så skru ned, når de knalder eller dør alle sammen,” råber Daniel inde fra sit værelse. Elin rækker tunge af ham, inden hun tramper over og smækker døren i. Jeg kan stadig høre Daniels latter bag den lukkede dør.
Inden hun sætter sig igen, tager hun hårspændet ud, så hendes hår falder i bløde krøller omkring skuldrene. Jeg tæller ikke længere, hvor mange gange jeg har tænkt på, hvor blødt hendes hår vil føles i mine fingre.
Hun tramper tilbage på tværs af den smule plads, der er tilbage på stuegulvet og smider sig halvt i sofaen, så hun lander lige ved siden af mig. Hendes hofte presser sig ind mod min. Jeg kaster et blik mod den anden ende af sofaen, hvor hun har lagt sin pude med dynen foldet ovenpå. Da jeg ser på hende igen, kigger hun tilbage med uskyldige øjne.
”Klar?” Hun løfter fjernbetjeningen. Jeg nikker. Med knyttede hænder, jeg låser fast mellem mine lår, vender jeg mit fokus mod skærmen og de hvide kitler, der flyver gennem hospitalet, indtil to af lægerne går for sig selv. Elin trækker sine knæ op til under hagen igen. Hendes lange, bare ben gnider sig op af mit bukseben. Det vil være for åbenlyst, hvis jeg lægger en pude i skødet, så jeg må bare håbe på, at hun er så fokuseret på tv’et, at hun ikke lægger mærke til den påvirkning, hun har på mig.
”Tror du, Izzy nogensinde får styr på sit liv?” Spørger Elin. Jeg grynter et eller andet som svar, hvilket hun accepterer.
Det første afsnit slutter, og Elin sidder nu helt lænet op af mig. Jeg kan mærke vægten af hendes krop mod min og min djævelske hjerne begynder at tænke på andre måder, jeg kunne mærke vægten af hendes krop.
”Jeg øh…” Jeg leder efter ordene, men de forsvinder, før jeg overhovedet kan samle bogstaver til et enkelt. ”Tidligt op i morgen,” mumler jeg og løsriver mig fra Elins forførende nærhed. Jeg er påpasselig med ikke at vende min front mod hende. Hun trækker på skuldrene.
”Okay, har du noget imod, jeg ser det her afsnit færdigt?”
”Nej, det er okay, gør du bare det. Øh, godnat.” Jeg skynder mig ind på mit værelse, smækker døren bag mig og griber fat om mig selv over mine bukser. Tanker om Elin flyver gennem hovedet, jeg kan mærke min krops reaktion i hånden.
Jeg bliver nødt til at få styr på det her, inden jeg overskrider en forbudt grænse.
Den næste morgen er det alligevel Elin, der er oppe før os andre. Hun har efterladt dynen og puden pænt foldet på sofaen, inden hun satte en kande kaffe over og smuttede.
Jeg har svært ved at koncentrere mig om ret meget den dag.
I starten troede jeg, at jeg opførte mig overfor Elin ligesom Daniel gjorde. Elin var bare den lillesøster, jeg aldrig fik, men som jeg nu nød at tilbringe tid med. Vi har det sjovt samme, især når vi kan drille Daniel, hvilket hun er ekspert i. Vi er bare rigtig gode venner, der tilbringer en masse tid sammen, fordi jeg bor med hendes bror. Men det ændrede sig. Og fordi jeg ikke var opmærksom, gik det først op for mig, da det var for sent.
Det føltes som om, at jeg fra den ene dag betragtede hende som en bonus-søster til pludselig at hun er en smuk kvinde, jeg virkelig gerne vil have. Som om det ikke er nok, at hun er lillesøster til min bedste ven, så er hun også yngre og har en kæmpe plan for hele sit liv, hvor jeg i hvert fald ikke er med i regnskabet. Selv hvis jeg tog mig sammen og gjorde det klart, at jeg er interesseret, ville hun afvise mig med det samme. Hun har ikke planlagt den slags, før hun er færdig med sine studier. Desuden er jeg ikke sikker på, jeg egner mig til seriøse forhold. Men med Elin- nej. Jeg stopper mig selv fra at tænke den tanke færdig.
Det afholder mig stadig ikke i at tænke alt for meget på hende. Siden det gik op for mig, hvor meget jeg kan lide hende, er det kun blevet værre. I starten afskrev jeg det som en mindre forelskelse. Jeg regnede med, den aftog med tiden, så snart jeg fik øjnene op for en anden. Det skete bare aldrig. Tværtimod bliver jeg ved med at blive draget til Elin, jo mere jeg lærer hende at kende.
Som det faktum at hun vil gå på universitetet, fordi Daniel gør, men ikke for at bevise noget overfor resten af deres familie. Den eneste hun, vil bevise noget overfor, er sig selv. Det stod klart, da hun fik afslag på et studiejob, hun havde søgt for et par år siden. Det afslag slog hende mere ud, end både Daniel og jeg havde forudset. Jeg var alene hjemme, da hun brasede ind af døren, åbnede mailen og efterfølgende brød mere og mere sammen, indtil jeg til sidst måtte samle hende op fra gulvet og trøste hende.
Det gjorde ikke min situation bedre, at jeg opdagede, hvordan det var at holde om Elin. Hvordan det var at trøste hende og være modtageren af det smil, hun gav, da jeg endelig fik hende i bedre humør. Eller det kram, som var sømmet i kisten, der fortalte mig, hvor ødelagt jeg er.
For hver lille ting jeg har lært om Elin, er jeg faldet mere og mere for hende.
Som måden hun snor sit hår, når hun lige har været i bad (en anden form for tortur, jeg helst undgår at tænke for meget på), der får hende til at ligne en rig dame, som hun samler det på toppen af hovedet. Eller når hun begynder at grine så meget, at hun begynder at grynte. Jeg ved, hun synes, det er det mest pinlige i verden. Jeg synes, det er pisse bedårende. Eller når hun sover så anspændt, fordi hun bekymrer sig om alt for meget, indtil man stryger hende let over panden, hvilket får hende til at slappe af. Eller når hun søler sine pomfritter ind i mayo og sød chilisauce, hvilket er den bedste kombination efter hendes mening. Eller når hun insisterer på at udspørge mig om alt for mange detaljer om Greys hvide verden, som jeg på ingen måde kan svare på, fordi jeg bruger det meste af tiden til at betragte hende i smug, så jeg ved præcis, hvilke scener får hende til at bide sig let i underlæben.
Sådan har det været i alt for lang tid.
Hvis Elin er i lokalet, drages mit blik til hende. De få gange vores omgangskredse har krydset hinanden i en fredagsbar eller i byen, holder jeg diskret øje med hende. Hver gang en fyr kommer for tæt på, får jeg ondt i maven.
Elin fylder for meget i mit liv, uden at hun rent faktisk er en del af det.
Om end jeg ville ønske, hun var det. Meget mere end hun allerede er.
Nogle dage senere er jeg i gang med at skrive en rapport færdig, som min professor forventer om tre dage. Grammatikken driller igen, og mine øjne er røde efter alt for mange gange, jeg har gnedet i dem. Jeg ånder lettet op, da Daniel brager gennem døren.
Bort set fra det ikke er Daniel.
Elin stopper forpustet op i gangen. Hun har to rygsække på, en rullekuffert bag sig og en taske i hver hånd. Hun ligner en, der har kæmpet for det sidste sæde i bussen på vej herover. Jeg er halvvejs oppe af stolen, da hun stopper mig med en udstrakt hånd.
”Jeg har brug for et sted at bo.”
Jeg er i tvivl, om det er et spørgsmål eller en konstatering. Hun smider sine tasker og rygsække på gulvet og slipper et tungt suk. Uden at ane hvorfor, træder jeg tre lange skridt hen til hende og lægger mine hænder på hendes rystende skuldre.
”Hvad er der sket?” Jeg kvæler trangen til at trække hende ind til mig, til at trøste hende som jeg har lyst til. En enlig tåre slipper fri af hendes øje, men inden jeg kan nå at gøre noget, tørrer hun den arrigt væk og træder ud af min favn.
”Larsen er sket! Den… den…” Elin skælver af vrede. Jeg har aldrig set hende så vred før. ”Han påstår, min kontrakt er udløbet, selvom jeg er sikker på, den først udløber, når semestret er slut. Han nægter at udbetale mit depositum, og den husleje, som jeg lige har betalt for næste måned. Han påstår, at jeg alligevel ikke rigtig bor der, og det ville være bedre, hvis der flyttede en ind, som ’vil mere for sammenholdet.’” Hun laver en arrig grimasse, mens hun laver situationstegn i luften. Inden jeg når at sige noget, vender hun ryggen til og begynder at slæbe sine tasker ind i stuen, hvor der i forvejen er begrænset med plads. Hun smider dem i hjørnet, en efter en i en overraskende høj stak. Så begynder hun at trave frem og tilbage på stedet.
”Mere for sammenholdet, min bare røv. Larsen hænger så meget i røven på sin kæreste, at vi kun ser ham, når der skal kræves penge ind.” Elin fnyser. Jeg kan ikke lade være med at le lidt at hendes brillante observation, om end jeg skjuler det, så godt jeg kan, for Elin.
”Så, hvad nu?” Jeg står i døren til stuen med armene over kors. Jeg betragter hende, mens hun bliver ved med at gå frem og tilbage. Hun begynder at bide i sin pegefingernegl, et sikkert tegn på hendes stigende frustration. Hendes lange hestehale svinger fra side til side lige over hendes bløde hofter for hvert skridt, hun tager. Jeg tvinger mig selv til at fokusere tilbage på hendes ansigt.
”Jeg må lave en ny plan,” proklamerer hun og stopper op midt på gulvet. Hun vender sig mod mig. Hendes blik er intenst. Jeg får pludselig gåsehud.
”En ny plan?” Spørger jeg hæst, læner mig ind mod dørkarmen, så jeg ikke bliver fristet til at gå tættere på hende. Til at tvinge mig selv ind i den nye plan.
”Ja, min nuværende blev skudt i sænk for to timer siden. Jeg kan lige så godt begynde forfra, alt andet vil alligevel ikke passe ind.” Hun vifter med armene omkring sig selv, som om hun kan skubbe universet på plads og rette hendes plan ud igen.
”Hvad er det første punkt på din nye plan?” Spørger jeg forsigtigt. Elin drejer om sig selv et par gange, før hun vender mod mig igen. Hun presser sine negle ind i håndfladerne, åbner dem igen, starter forfra og gentager det flere gange. Alt imens hendes blik er låst fast på mig. Hun bider sig i underlæben, og jeg synker, trods mit svælg føles som en ørken. Hun blinker flere gange, hurtigt, kigger mod Daniels dør på den anden side af stuen for så at se over mod min dør, der er bag ved mig i gangen.
Uden tøven springer hun nærmest over sofaen, der står mellem os. Jeg når lige at se forskrækkelsen i hendes ansigt, inden jeg træder væk fra dørkarmen og instinktivt rækker armene ud efter hende.
Jeg griber hende utroligt nok. Hun er forpustet. Jeg tror ikke, jeg trækker vejret længere.
Hun har viklet sine ben om livet på mig, og jeg har hænderne fulde af hendes røv. Den føles endnu bedre, end jeg havde forestillet mig. Hvilket jeg ikke burde, men når det kommer til Elin, skal der ikke meget til for at friste mig.
Lige nu accelererer hun den største prøvelse i mit liv.
Hun lægger hænderne på siden af min hals. Jeg lukker øjnene ved hendes berøring, som påvirker mig, mere end den burde. Jeg har fantaseret om Elin i så mange scenarier i løbet af årerne, og det her er en farlig situation. Daniel kan komme hjem, hvornår det skal være.
”Elin, hvad laver du?” Stønner jeg med hendes ansigt så tæt på mit. Jeg har desperat lyst til at gøre meget andet lige nu. Hun stryger sine fingre let op og ned langs min hals. En del af mig får lyst til at knurre tilfreds, men jeg bider mig i tungen i stedet.
”Du spurgte, hvad det første punkt på min plan er.”
Jeg kigger forvirret på hende. Det går op for mig, at jeg har holdt hende i mine arme på den her måde i længere tid, end jeg nogensinde havde drømt om at røre ved hende. Jeg kan ikke lade være med at sprede mine fingre over hendes baller for at mærke mere af hende. Hun vrider sig lidt i hænderne på mig, men ikke for at slippe fri. Tværtimod lægger hun armene om halsen på mig og hægter sig fast med sine ben.
”Mit første punkt er dig, Christian, og please lad være med at sige, at det kun er mig, der føler det her mellem os.” Hun hviler sin pande mod min, og det kræver al min viljestyrke for ikke bare at kaste mig mod hendes læber. Jeg rømmer mig, strammer grebet om hendes røv og ryster på hovedet.
”Det er ikke kun dig, men Elin…” Jeg tier, da hun blidt lader sin næse gnide sig op af min.
”Jeg har ventet på et eller andet, der kunne vælte min plan, så jeg kunne lave en ny med plads til dig.”
”Elin,” forsøger jeg igen, men det eneste jeg kan få frem, er hendes navn. Jeg ved ikke, om det er for at skubbe hende væk eller hive hende tættere. Jeg ved, hvad jeg burde gøre. Hendes håndflader finder tilbage til mit ansigt.
”Christian, vil du have mig lige så meget, som jeg vil have dig?”
”Mere end det,” bruser det ud af mig. Elin smiler lumskt, som om hun vidste, jeg ville sige det, hvis bare hun pressede mig nok. Jeg spekulerer, hvor længe hun har kendt til min trang til hende. Og hvor længe hun har følt tilnærmelsesværdigt det samme.
”Jeg har gjort plads nu, vær sød at tage imod mig,” hvisker hun. Selv med lukkede øjne ser hun forpint ud. Som om hun har ventet på en mulighed, lige så lang tid som jeg har sagt til mig selv, at det her er umuligt. Hvis jeg kunne, ville jeg stryge hendes hår væk for at trøste hende. Men mine hænder er stadig optagede, og jeg har ikke den mindste intention om at give slip.
Så trykker jeg mine læber forsigtigt mod hendes. Det åbner dæmningen øjeblikkeligt.
Elin strammer sit greb om mig, og før jeg ved af det, har jeg vendt hende ind mod væggen for at kysse hende mere endnu. Dybere. Varmere.
Hun tager imod alt, hvad jeg giver hende, og giver lige så meget tilbage, så jeg er helt stakåndet. At kysse Elin er langt bedre end jeg kunne have forestillet mig, og jeg har forestillet mig det rigtig mange gange.
Det er for godt til at være sandt.
”Daniel,” puster jeg ud efter noget tid. Elin lægger hovedet på skrå, fører sine fingre gennem mit hår og hiver mig tæt ind til sig igen.
”Jeg hedder Elin. Nu skal du ikke fortælle mig, at det var Daniel, du vil have?”
Latteren fylder hele rummet og tager noget af min bekymring med sig, da tavsheden falder på plads igen. Modvilligt giver jeg langsomt slip på Elin, så hun får begge fødder plantet på jorden igen.
”Nej,” sukker jeg, kysser hende en ekstra gang, fordi jeg ikke tør håbe på, at jeg kommer til at gøre det igen. ”Jeg mener, Daniel flipper skråt, når han opdager det her.” Jeg træder langsomt væk fra Elin, selvom mine fingre stadig er viklet ind i hendes hår. Hun griber fat i min trøje og hiver mig tilbage, så det er mig, der er klemt ind mod væggen.
”Daniel vil flippe skråt, uanset hvem jeg finder sammen med. Men Christian?”
”Hm.”
”Det er hans problem. Hvis du vil have mig-”
”Det vil jeg, det ved du, jeg vil, Elin.”
Hun nikker, tilfreds med den simple bekræftelse. ”Ligesom jeg vil have dig. Som jeg sagde, så har jeg ventet på at gøre plads til dig i min plan i virkelig lang tid.” Hun kysser mig igen og alle andre bekymringer forsvinder. Jeg tillader mig selv at mærke mere af Elins krop. Hun hjælper til med, hvor hun vil have, jeg placerer mine hænder. Jeg griner ind i hendes mund.
Latteren dør mellem os, da hoveddøren til lejligheden bliver smækket i med et kæmpe brag.
Vi drejer begge hovedet. Daniel står med udstrakt arm, fra hvor han slap døren, og sammenbidte læber. Han knytter hånden på den udstrakte arm. Mit overlevelsesinstinkt træder i kraft, og jeg træder væk fra Elin. Skuffelse spejler sig i hendes øjne, før hendes velkendte beslutsomhed overtager, og hun tager mig i hånden.
Daniel er halvvejs gennem lejligheden med en hævet næve, da Elin træder ind mellem os.
”Drop det, Daniel,” vrisser hun. Daniels ansigtsudtryk afslører tydeligt det øjeblik, han får øje på Elins røde og overkyssede læber og det mærke på hendes hals, jeg vist nok kom til at efterlade. Hvis øjne kunne dræbe, var jeg allerede død fem gange.
Det er svært at sige, hvem af dem, der vil slå den anden ihjel med et simpelt blik. Daniel grynter et eller andet, inden han hiver Elin med sig ind på sit værelse og smækker døren.
De næste minutter kan jeg høre deres råbende diskussion, der stiger og stiger i volumen og triste sandheder.
”Du vidste, hvordan jeg har det med Christian, men det har aldrig faldet dig ind at fortælle mig, han havde det på samme måde?” Skriger Elin skingert. Jeg krymper mig, men spekulerer også på, hvor længe hun har haft det sådan.
”Det kommer ikke sagen ved. Du er min søster! For fanden, Elin, hvad med din plan? Jeg har ikke tænkt mig, at du skal ende ligesom mor.”
”Det har jeg heller ikke! Hvorfor tror du, jeg har alle mine planer? Som for øvrigt godt kan ændres, hvilket jeg gjorde i dag med Christian.”
”Det kan jeg sgu godt se.”
”Det kommer på intet tidspunkt dig ved.”
”Fandme om det gør, når det er min bedste ven, du råsnaver på den måde.”
Daniel stivner, da jeg sparker hans dør ind. Uden at tage blikket fra ham, placerer jeg mig mellem ham og Elin bag mig. Hun læner sig ind til mig med det samme, hendes hånd finder min og hendes pande hviler mod min ryg.
”Det er lige så meget min skyld, som det er Elins,” fastslår jeg med rank ryg. Daniel kigger olmt på mig. Jeg aner hans knyttede næve ved hans side. Han trækker vejret hurtigt. Elin strækker sig på tæer for at se over min skulder.
”Christian er en del af min plan nu, hvad end du kan håndtere det eller ej. Eftersom jeg ikke har noget sted at bo, kan du finde mig inde ved siden af, når du er færdig med at eksplodere.” Hun kysser mig på kinden. Så går hun.
”Vent, hvad?” Siger Daniel og jeg i munden på hinanden. Inden vi når at registrere meget mere, har Elin taget alle sine tasker og bugseret dem ind på mit værelse og smækket døren. Daniel og jeg stirrer på hinanden. Han har tydeligvis lyst til at slå mig, hvilket han er i sin fulde ret til. Min trang til at følge efter Elin overvinder alligevel alt andet.
Hun sidder i skrædderstilling midt på min seng med en bog i skødet, som om hun altid har hørt hjemme der. Daniel stopper op, betragter os begge to i tavshed. Elin kigger op fra sin bog. Hendes øjenbryn laver den der bevægelse, som Daniel altid giver efter for. Han sukker tungt.
”Held og lykke, mand,” fnyser han og giver mig et skulderklap på vej tilbage til sit værelse. Han mumler et eller andet om at grave sine gamle høretelefoner frem.
”Så,” siger jeg og trækker stavelsen ud. Elin bliver ved med at betragte mig alt for intenst. Jeg opdager hendes tasker, hun har smidt i hjørnet af mit værelse, stadig ikke pakket ud. Måden hun har indtaget sin plads i min seng, får det til at snurre i maven på mig. ”Du bor her nu?” Jeg indikerer mit værelse, resten af lejligheden let spørgende.
”Det virkede mest praktisk, eftersom du gerne vil have mig.” Hun trækker på skulderen. Lukker sin bog. ”Medmindre du har skiftet mening, så finder jeg et andet sted at bo.”
”Nej,” flyver det ud af mig, jeg kaster mig nærmest over sengen, over hende. Hun fniser og lader mig tackle hende ned i min dyne. ”Jeg vil gerne have dig. Bliv så længe du har lyst.” Jeg snor mine arme omkring hende og putter mig ned ved siden af hende. Elin sukker tilfreds og stryger en hånd gennem mit hår.
”Godt, for den her plan her jeg tænkt mig at laminere,” afslører hun.
Skriv et svar